Afgifter har taget helt overhånd på energiområdet
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Nu har vi allesammen længe skullet lægge øre til, at det er krigens skyld, at naturgas, som bruges i små 400.000 hjem, er blevet så dyr, men den løgn vil ingen ende tage; ca. 6,50 kr. pr. M3 vil Evida – altså den danske stat – have, for at en husstand har mulighed for af få leveret naturgas.
Et almindeligt hus bruger ca. 1.650 m3 gas på et år, så regnestykket ser således ud: 1.650 m3 x 6,50 kr. = 10.700 kr. Udover det beløb kommer selve naturgassen, som skal tilkøbes af en af en anden leverandør.
Masser af familier bor steder, hvor den lysende stjerne, fjernvarmen, ikke kommer forbi, og må derfor betale kassen til staten for at varme deres huse op med naturgas, og indtil staten har frosset alle ud, og hanen lukkes i 2035, vil prisen, som den danske stat opkræver, kun stige, lover Evida – men selve prisen på naturgassen, som skal transporteres, ligger fortsat rimelig stabil, krig eller ej.
Folketingets iver for grøn omstilling slører fuldstændig overblikket for konsekvenserne for de danskere, der holder stand og fortsat ønsker at bo på landet.