Op på hesten, Vesten

Vesten består af, hvad Putin kalder ”Den gyldne milliard”. Og han har faktisk ret. Vores befolkninger lever gyldne liv i forhold til resten af verden, men ikke på bekostning af resten af verden. Det er ellers hans foretrukne anklage: Sovjets kollaps, Krigen i Ukraine, verdens ulighed, vores skyld.

Sidstnævnte er et varmt emne for russerne. Derfor har man gjort sig til på det afrikanske kontinent og kørt skræmmekampagner mod de gamle kolonimagter. Det går udmærket. Sydafrika er en glimrende allieret, og afrikanerne er generelt temmelig ligeglade med krigen i Ukraine – de har nok at se til.

Kampen om Afrika. Kineserne er for alvor engageret her. Vesten er ikke. Vi har sovet i timen. Kineserne investerer massivt i infrastruktur og energi. Rusland bygger Egyptens første atomkraftværk. Kobolt i Congo, voksende afrikanske markeder, alt sammen ved at blive snuppet for næsen af os. 

Det russisk-kinesiske partnerskab kontra Vesten. Værre endnu, Briks-landene som fremtidens udfordring. Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika i forening. Det er mere end 40 pct. af verdens befolkning og et slag i ansigtet på den liberale verdensorden med USA i spidsen.

Vestens storhedstid kan snart være forbi. Bliver den afløst af noget bedre? Næppe. Har vi gjort noget forkert? Ja. Fiaskoerne i Irak og Afghanistan bliver flittigt brugt af vores modstandere til at underminere troværdighed og motiver. Krigene ser ikke gode ud i hverken afrikanske, kinesiske eller russiske øjne. Og når vi i dag fører stedfortræderkrig i Ukraine, så kan Putin sige til sit folk, at nu kommer Vesten stormende igen. Hvilket vi sådan set også gør, og vi må håbe, at udfaldet bliver bedre denne gang. Ukraine er ved at blive ødelagt, der er meget, der skal ryddes op. 

Alt er forandret siden krigen i Ukraine, men selv uden invasionen ville vi have befundet os i en forandret verden. Når verdens afgørende vækstøkonomier går deres egne veje, så går vi en uvis fremtid i møde. Når Kina ikke bøjer af for nogen. Når det på den lange bane er Xi Jinping, der trækker i trådene og forsøger at få de nye økonomier spændt for sin autokratiske vogn.

Den multipolære verdensorden. Måske er vi der allerede. Rusland puster sig op og tolererer ingen frie demokratier i sine nærområder. Eller også har Putin imperiedrømme. Eller begge dele. Kina vokser sig stille og roligt større med verdens suverænt største købekraftige middelklasse. En befolkning, der makker ret, så længe de materielle vilkår fortsat forbedres. Rusland og Kina, et power couple, senest understreget af Putins og Xi Jinpings tredages møde i Moskva.

Stakkels Vesten. Med nedadgående demografi, plaget af klimabekymringer, individualisme og ensomhed, i værste fald ude af stand til at forsvare Europas største land mod autokraterne. Med et flertal af verdens befolkninger, der vender demokratiet ryggen, netop som vi troede, at den økonomiske udvikling ville føre til friere samfundsformer.

Klap hesten. Vesten er stadig Vesten. Stort eller småt, på trods af fejltagelser. Fordi vi lærer af vores fejltagelser. Fordi vi lytter til vores befolkninger. Fordi vi følger principper og regler, som vi anser for selvindlysende. Fundamentale rettigheder til liv, frihed, og hvad den enkelte betragter som det gode liv. Fordi vi har uddannet vores befolkninger og frisat mest muligt brainpower. Fordi vi har haft en oplysningstid. Fordi vi har gjort det hårde arbejde at gennemtvinge mest mulig lærdom. Uddannelse er et bittert agern, men den sødeste frugt. Cicero.

Rusland har ikke haft en oplysningstid. I Rusland har vi ingen homoseksuelle, har Putin udtalt. Kina har ingen oplysningstanker, men uønskede borgere, der sendes til genopdragelse, og almindelige borgere, der overvåges med pointsystemer. Putin spærrer mekanisk politiske dissidenter inde, og Xi Jinping arbejder tydeligvis på at blive verdens autokratiske hersker.

Vesten er ikke perfekt, men som med demokratiet afgjort den mindst ringe løsning i forhold til alternativerne. Fremtiden tilhører måske mere dystre samfundsformer, men de vil ikke svampe frem i vores.

Vi har udfordringer, måske med Donald Trump som kommende amerikansk præsident, men han startede trods alt ingen krige og holdt økonomien kørende. Populismens spøgelse har netop vist sig som et spøgelse, som vi hverken lader os forføre eller skræmme af. Hvad angår individualisme og det moderne menneskes problemer, så kunne det være værre f.eks. at blive tvunget ud i kampzoner eller leve med en jernhånd for munden. Vesten er samlet, måske mere end nogensinde, forenet i fælles front. Demokratierne holder sammen, at være demokratisk er at stå last og brast, om hinanden, ikke om vores ledere.

Vesten, egentlig en skæv betegnelse, som om vi udgjorde halvdelen af klodens befolkning, men hvad vi ikke har i rå magt, har vi i frihed.