Dyrere klimamål ender som SMV-skat
Små og mellemstore virksomheder risikerer at blive brandbeskattet og tvinge virksomheder og job ud af landet.
At vi skal efterlade en klode, der i hvert fald ikke er ringere end den, vi overtog, er der heldigvis bred enighed om. Det er et udtryk for den generationskontrakt mellem dem, der kom før os, vores egen generation og de endnu ikke fødte. Men den politiske handling, det kræver, skal rumme de rette balancer, og jeg bliver derfor bekymret, når jeg på JP’s debatsider 20/3 kunne læse et indlæg, hvor Dansk Industris vicedirektør, Anne Højer Simonsen, tilsyneladende er åben for, at Danmark måske bør øge sit mål for, hvor meget mindre CO2 vi skal udlede i 2030.
Det danske mål er en reduktion på 70 pct., hvilket er meget ambitiøst. Tyskland siger f.eks. 65 pct., og Sverige 63. Selvom det lyder godt på vegne af klimaet, er der stor fare for, at en forøgelse af det i forvejen høje mål vil ende som en ekstraskat hos de små og mellemstore virksomheder. Er DI virkelig parat til det?
Lytter man til eksperter som miljøøkonomisk vismand Lars Gårn fra Det Økonomiske Råd, står det klart, at den grønne omstilling vil blive markant dyrere ved et højere reduktionsmål. Tabet for samfundsøkonomien kan sågar løbe op i svimlende 22,4 mia. kr. i yderligere klimaregning for hvert år med en ny målsætning på 80 pct., ifølge en analyse fra Cepos.
Jeg spørger derfor dem, der overvejer højere reduktionsmål: Bør vi ikke først få afsluttet arbejdet med en CO2-afgift inden for landbruget, før vi overvejer at belaste andre? Og er fortalerne villige til at stå ved, at regningen potentielt vil lukke en række virksomheder og måske hele erhverv? Det har jeg svært ved at tro, men det kan nemt blive konsekvensen af et forøget redaktionskrav.
Spørgsmålet er relevant, fordi de forhøjede afgifter og den strammere lovgivning, der skal til for at nå højere målsætninger, vil komme til at koste os vækst, arbejdspladser og produktivitet. Og det vil føre til markante ændringer i vores erhvervsstruktur og sandsynligvis lukke en række virksomheder. Og når det gælder politikerne og andres vilje til at fordele regningen på en fair måde, må jeg sige, at historikken skræmmer.
Det politiske flertal ville ikke indføre en ensartet CO2-afgift for industrien, da aftalen blev indgået. Frygten var at komme til at lukke større og kendte virksomheder som f.eks. Aalborg Portland, på trods af at de er landes største CO2-udleder. Resultatet blev en rabat til de virksomheder, som politikerne kender navnene på, og en ekstraregning til alle SMV’erne. For når nogle virksomheder slipper billigere, så skal alle andre bare betale mere, hvis vi skal leve op til reduktionsmålet. Det “reddede” 800 job i cementindustrien, men fører til flere tusind tabte job i SMV’erne. Vil situationen være anderledes, hvis målet hæves? I SMVdanmark er vi klart skeptiske.
I stedet bør vi sikre os, at vores målsætninger implementeres med en ambitiøs, ensrettet CO2-afgift, der sikrer en kontinuerlig grøn omstilling af virksomhederne og sørger for, at planerne om en langt større produktion af grøn energi hurtigt blive gennemført og ikke sander til i bureaukrati. Måske politikerne skulle starte der, før de gør samfundets klimaregning endnu dyrere?
Vi bekæmper bedst klimaforandringer og fremmer bæredygtighed ved at se ud over vores egen hjemlige andedam, ikke ved at tvinge virksomheder og job ud af landet eller ved at brandbeskatte dem.