Kritik af møller i nærheden af kirker er skudt over mål
Bygningsinspektørs bekymring for kulturværdier er stærkt overdrevet.
I en artikel i JP 18/3 kritiserer tidl. kgl. bygningsinspektør Niels Vium de nye regler for installation af vindmøller/solceller m.m. i det åbne land, blandt andet i nærheden af kirker. Han siger, at disse regler er udtryk for vores kulturs forfald.
Nu tror jeg nok, at Niels Vium giver udtryk for et synspunkt fremsat fra sin egen isolerede interesseverden.
Vi skal naturligvis passe på vore kirker som kulturskatte, hvilket alle jo er enige i. Vore kirker er gamle, værdifulde bygninger med en helt speciel historie og placering i vores bevidsthed, som vi alle vil værne om.
Men de har til alle tider været en del af det øvrige samfund og dets levevilkår.
Derfor har naboskabet til kirkerne op gennem tiderne ændret sig i takt med ændringer i befolkningens levevilkår. Går man tilbage til tiden før og efter år 1900, da dominerede naboskabet til landsbykirkerne meget mere, end de gør i dag . Dengang havde de fleste gårde en vindmølle bygget oven på taget af gårdenes lader, selv inde i landsbyen, og ofte omkransede de deres lokale kirke.
Gårdmøllen var (før elinstallation) en vigtig del af livsvilkårene for landsbyens beboere, som også var en del af kirkens menighed. Dengang tror jeg, at kirkerne havde en endnu stærkere placering i borgernes bevidsthed end i dag.
Derfor synes jeg, at bygningsinspektørens udmelding om ”vores kulturs forfald” i forbindelse med nye og mere brede regler for at producere livsnødvendig energi er skudt over målet. Det er, som om vore såkaldte eksperter og styrelser ofte udtrykker sig så snævert og mener, at kun deres isolerede interesse skal styre tingene.
Mangler vore såkaldte eksperter det bredere perspektiv? De sidder ofte i deres isolerede osteklokke og kan ikke forstå, hvis man ikke vil gøre, som de siger. Virkeligheden indeholder ofte andre interesser end den, der kommer fra osteklokken.