I bruger vores penge med alt for let hånd
Hvorfor skulle det absolut være store bededag, der skulle holde for?
Nu er store bededag forsvundet. Angiveligt skaffer regeringen og Det Radikale Venstre statskassen yderligere 3,5 mia. kr. Men var det nu nødvendigt at afskaffe helligdagen under påskud af, at man skulle bruge flere penge, end de 1.200 mia. kr., der årligt opkræves og bruges?
Lige uden for skattevæsnets dør ligger der 150 mia. kr., som borgerne skylder det offentlige. Hvorfor er der ingen, der har tænkt på at skaffe finansieringen af forsvaret ved at åbne døren, bukke sig ned og tage 3,5 mia. kr. af de 150 mia. kr., der ligger der som gæld? Skat kan tilsyneladende ikke selv finde ud af det, men man kunne jo bede et inkassobureau om at skaffe de 3,5 mia. kr.
Og nu man var i gang, kunne man jo ligeså godt fortsætte. Jeg ved godt, der er nogle regler osv., men disse brydes jo konstant af den offentlige sektor, så hvorfor er det, at det er så vigtigt at overholde alle regler, når både det offentlige og skyldnerne ikke selv overholder dem?
Personligt græmmes jeg over den lethed, hvormed den offentlige sektor deler ud af vores surt tjente skatte- og afgiftspenge. Og hvor lemfældigt man omgås vores penge. Se eksempelvis udbetaling af udbytteskat, uendelige overskridelser og forsinkelser af it-projekter. Politikerne og den offentlige sektor tror, det er ”deres” penge, men det er det jo ikke! Det er borgernes penge! Og man skal altid være forsigtig med, hvordan man bruger andres penge.