I Estland handler alt om krigen i Ukraine

Den 24. februar 2022 indledte Rusland invasionen af Ukraine. Det ændrede alt for Ukraine. 

Men også i Estland er der en verden før den russiske invasion – og en anden verden efter. Jeg kom selv til Estland i september 2022, og i alle mine møder med estiske ministre, parlamentsmedlemmer og andre beslutningstagere samt erhvervsledere og journalister har krigen i Ukraine og Vestens reaktion været det helt dominerende emne.  

Det er skæbnens ironi, at den 24. februar samtidig er Estlands nationaldag. Sidste år, på dagen for Ruslands invasion, fejrede Estland 104-året for landets uafhængighedserklæring. 

Estland har siden annekteringen af Krim i 2014 igen og igen advaret om russiske imperiedrømme i forhold til nabolandene, ikke mindst de tidligere dele af Sovjetunionen som de baltiske lande. 

De estiske advarsler tog til i styrke under den russiske troppeopbygning langs grænsen til Ukraine i slutningen af 2021 og starten af 2022. Alligevel kom invasionen som et chok for mange estere. Synet af de russiske angrebsstyrker vakte minder om Sovjetunionens ulovlige besættelse af Estland under Anden Verdenskrig.  

Den sovjetiske besættelse står stadig stærkt i den kollektive erindring. I mange familier er der smertelige minder om den sovjetiske undertrykkelse og massedeportationerne til Sibirien. Og når Sovjetunionens sammenbrud i Rusland omtales som en geopolitisk katastrofe, løber det koldt ned ad ryggen på de fleste estere. Derfor er solidariteten med Ukraine også dybt forankret i den estiske befolkning.

Trods chokket reagerede Estland hurtigt og resolut. På de indre linjer var der en fornyet national stemning, der blandt andet omfattede opgør med symboler fra sovjettiden. Det er bemærkelsesværdigt – og måske et tegn på bedre integration – at fjernelsen af sovjetiske mindesmærker ikke førte til en modreaktion fra den store russisktalende befolkningsgruppe, der i det hele taget holder en ganske lav profil. 

Udadtil består den estiske reaktion på Ruslands invasion af fire indsatsområder: støtte til Ukraine, retsforfølgelse af krigsforbrydere, økonomiske sanktioner mod Rusland samt afskrækkelse og forsvar.

Støtten til Ukraine er omfattende og blandt de største målt i forhold til indbyggerantal og bnp. I nogle opgørelser ses Estland som det eneste land, der har doneret mere end 1 pct. af bnp til Ukraine. Støtten omfatter både militær udrustning, humanitær bistand samt genopbygning. Herudover opholder der sig i landet ca. 65.000 ukrainske flygtninge. Det svarer til en befolkningstilvækst på 5 pct. 

Estland er meget optaget af at retsforfølge de ansvarlige for krigsforbrydelserne i Ukraine. Det gælder både de konkrete krigsforbrydelser og etablering af et særligt tribunal mod de politiske beslutningstagere bag aggressionen.

Rusland skal rammes på pengepungen. Derfor har Estland fra starten arbejdet for hurtige, vidtgående og stadig hårdere økonomiske sanktioner mod Rusland. Esterne ønsker også, at de indefrosne midler anvendes til støtte for Ukraines kamp og genopbygning. Rusland er skyldig i skaderne og skal derfor også betale. 

Esterne er glade for deres medlemskab af Nato og ser frem til udvidelsen med Sverige og nabolandet Finland. Estland har i mange år afsat over 2 pct. af bnp til forsvaret. 

For 10 år siden var jeg ambassadør i Kabul i Afghanistan. Jeg besøgte hyppigt de danske styrker i Helmandprovinsen. Her mødte jeg også estiske soldater, der varetog sikrings- og beskyttelsesopgaver og dermed støttede de danske, britiske og amerikanske soldaters operationer.  

I dag støtter danske, britiske og franske soldater Estlands sikkerhed. Siden 2017 har Danmark i rotation med Frankrig deltaget i Natos fremskudte tilstedeværelse i Estland i en multinational kampgruppe under ledelse af Storbritannien. 

Aktuelt bidrager Danmark med omkring 1.000 soldater til Natos tilstedeværelse i Baltikum – et meget synligt udtryk for Danmarks alliancesolidaritet med de baltiske lande og noget, som vækker stor anerkendelse fra de baltiske regeringer. Mange estere kender til de danske soldaters indsats og Danmarks mangeårige støtte til Estlands uafhængighed.  

Estlands premierminister, Kaja Kallas, har sammenlignet de estiske og finske erfaringer i forhold til Sovjetunionen. Den finske modstand mod Sovjetunionen under Anden Verdenskrig kom med mange ofre, men Finland bestod som stat. Estland derimod blev besat. 

Kallas drager den lære, at det – som nu i Ukraine – er nødvendigt at kæmpe for sin frihed, også selv om man har oddsene imod sig. Men også, at man skal forberede sig i tide og have gode venner og allierede. Derfor opbygger Estland sit forsvar og værdsætter medlemskabet af EU og Nato. 

I Estland er man tæt på Rusland. Sådan er geografien. Men esterne er også tætte på historien. Besættelsen af Danmark varede fem år, og vi blev befriet for mere end 75 år siden. Besættelsen af Estland varede mere end 50 år og landet genvandt først sin uafhængighed i 1991.

Derfor vil vi også i 2023 se Estland helt fremme med støtte til Ukraine og egen samt alliancens oprustning – både i ord og handling. For Estland er det en eksistenskamp.