Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Man skal gå op mod hadefuld tale, for historien har mange eksempler på, at vold begynder i sproget

Ytringsfriheden kan ende som sin egen værste fjende. Derfor kan der være brug for selvbeherskelse, som ikke er det samme som selvcensur.

Artiklens øverste billede
Arkivillustration: Rasmus Sand Høyer

For det tilfælde, at Jyllands-Postens læsere skulle tro, at avisens leder den 29. august om foreningen Dansk PEN og min ringhed som dens formand har noget som helst at gøre med virkelige forhold og udsagn, bliver jeg nødt til at sætte nogle ting på plads.

PEN har fra sin stiftelse i 1921 arbejdet for ytringsfrihed og mod hadefuld tale. PEN er sat i verden for at fremme en fri meningsudveksling og for at gøre denne så civiliseret som muligt. PEN lægger sin største indsats i kampen for ytringsfrihed, som desværre ikke er sikret eller beskyttet så mange steder i verden, som vi kunne ønske.

I Danmark har vi ytringsfrihed, nemlig frihed for forhåndscensur. Hvis ikke det var det, friheden handlede om, var den ikke en paragraf (77) i grundloven. Denne frihed er som alle andre en frihed under ansvar. Mine bemærkninger i årsrapporten, som jeg inviterer enhver til at læse på PEN’s hjemmeside (www.danskpen.dk), handlede hverken om Muhammed-tegninger eller om pornografi. De første var slet ikke nævnt, og det sidste optrådte i et citat. Jyllands-Postens leder snakker udenom.

Mine ord handlede om de såkaldte sociale medier og den konsekvens, det har for den fri meningsudveksling, at de ofte fyldes af hadske og hetzende indlæg. Jeg afviste udtrykkeligt lovindgreb, men appellerede til, at man en gang imellem viser sig selv og sin omverden lidt respekt ved ikke at hælde skidtspande ud over hinanden. Det får mange til at tie, ikke i skræk, men i væmmelse, og i den forstand kan ytringsfriheden – sat på spidsen, som jeg skrev – være sin egen værste fjende. Så lukker den debatten i stedet for at åbne den.

Historien har adskillige eksempler på, at vold begynder i sproget. Derfor er der grund til at gå op imod hadefuld og hetzende tale, alt imens man anerkender, at den ikke skal bekæmpes ved lovgivning, men ved civilsamfundets selvbesindelse. Selvbeherskelse er ikke det samme som selvcensur.

Jeg tillader mig at minde om, at den nylig afdøde tegner Kurt Westergaard ved flere lejligheder nægtede genbrug af sin berømte tegning, fordi han ikke ønskede at se den brugt til uvedkommende formål. Ligeså kan Dansk PEN heller ikke gå ind for tvungen brug af tegningerne i skolerne.

Hvis en lærer ønsker at bruge dem, så for os gerne. Hvis læreren mener, at emnet kan belyses lige så godt eller bedre på anden vis (f.eks. med brug af PEN’s udgivelser), skal det ikke straks udråbes som selvcensur. Og hvis det er farligt at vise tegningerne, er det dybt uansvarligt at pålægge lærerne det. Min respekt for at sende andre mennesker i ilden kan ligge et meget lille sted.

Alt dette er måske for kompliceret for Jyllands-Postens lederskribent, men forhåbentlig ikke for avisens læsere. Også blandt dem må der være adskillige, som interesserer sig både for ordets frihed og for samtalens kvalitet, og de skal være velkomne til at styrke vores lille forening.

Til almindelig underholdning kan jeg oplyse, at jeg også var formand for PEN, da fatwaen mod Salman Rushdie blev udstedt, og jeg ser da gerne mine udsagn fra dengang udsendt eller udgivet igen.

Ligesom jeg var medlem af JP/Politikens bestyrelse under Muhammed-krisen og ikke erindrer, at hverken jeg eller andre medlemmer søgte at påvirke de to avisers redaktioner.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen