Jeg er ikke fattig, og det er du heller ikke

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Læser man Jens Philip Yazdanis blogindlæg i JP, må man forstå, at jeg (ligesom 100.000 andre studerende) er fattig, fordi jeg lever for under 10.000 kr. om måneden. Yazdani vil gøre mig til et offer og bruger min angivelige lidelse som argument for at klatte med de penge, der f.eks. kunne være gået til at lappe en blødende folkeskole.

Men når jeg møder ind på Københavns Universitet, møder jeg ikke forhutlede tiggere, der tvinges til at leve af pasta – jeg møder ressourcestærke mennesker med råd til mærkevaretøj eller udenlandsrejser. Jeg medgiver, at flere har studiejob – men er det egentlig slemt, at vi får mulighed for at opleve, hvordan vores hårdt tilkæmpede faglighed skal komme til udtryk i virkeligheden?

Så det er simpelt hen ikke rigtigt, at mine medstuderende og jeg skulle være fattige. For fattigdom kan (medmindre man abonnerer på de mest obskure marxistiske teorier) ikke blot gøres op i, hvor mange penge der står på kontoen i slutningen af måneden. Fattigdom må også forstås socialt og ikke mindst mentalt.

Når jeg eksempelvis læser jura, har jeg, statistisk set, skålet med en kommende landsdommer i fredagsbaren og stødt ind i en kommende direktør på gangene – det giver ressourcer, som ikke kan gøres op i penge. Som studerende er vi nemlig ikke statens bistandsklienter – vi træffer et aktivt valg om at investere i vores fremtid, og netop derfor er vi hverken sårbare eller nødlidende.

Det er de unge, der aldrig begynder på en uddannelse, der for alvor har brug for hjælp. Hvis Yazdanis ønsker blev til virkelighed, ville det blot forkæle middelklassebørn som mig selv endnu mere, og sådan kan et presset statsbudget hurtigt spildes.