Jyllands-Posten misforstår dansk erhvervslivs rolle i Iran

I JP’s leder forleden bliver Dansk Industri beskyldt for flere forhold i forlængelse af situationen i Iran og dansk erhvervslivs engagement i landet. Herunder at vi efter sigende skulle lade ”kræmmermentaliteten” vægte højere end ”blot et minimum af geopolitisk realitetssans”. Lederen beskylder også DI og virksomhederne for at være naive og ikke at have erkendt den store risiko, der er forbundet med at drive forretninger i Iran. 

Kritikken fremstår ærligt talt helt forfejlet. Vi har ikke på noget tidspunkt lukket øjnene for de enorme udfordringer, der har været og fortsat er ved at drive forretning i Iran. Jeg har de seneste 15 år ofte udtalt mig i pressen om udfordringerne på det iranske marked. Ved en simpel Google-søgning, vil det fremgå, at jeg konsekvent – med rette – har karakteriseret Iran som et af de absolut vanskeligste markeder i verden overhovedet. 

Jyllands-Posten mener, at DI ”jamrer” sig over, at det iranske eksporteventyr er slut. Det er en overdrivelse, der befinder sig langt fra virkeligheden. I stedet konstaterer jeg, at det reelt ikke længere er muligt at handle med Iran for de fleste danske virksomheder. Det er blot et faktum.

Som JP skriver, trådte atomaftalen med Iran i kraft januar 2016. Det betød, at hovedparten af de omfattende handelssanktioner, der var rettet mod Iran, blev ophævet. Det var i høj grad de mere moderate kræfter i Irans fortjeneste, at landet valgte at indgå en aftale med det internationale samfund, som blandt andet betød, at det internationale atomagentur (IAEA) fik lov til at inspicere de iranske atomanlæg. En kontroversiel indrømmelse især blandt de konservative kræfter i Iran, men præsidenten lovede til gengæld, at aftalen ville få den iranske økonomi til at blomstre igen.

Derfor var der også et stærkt politisk ønske i hele den vestlige verden inklusive i Danmark, at erhvervslivet skulle engagere sig i Iran, så de moderate kræfter kunne fastholde opbakningen i befolkningen, så Iran for alvor kunne åbne sig over for omverden og på sigt blive et fuldbyrdet medlem af det internationale samfund. 

Det er en opfordring, vi har taget på os, og det vil vi typisk altid gøre, så længe der er politisk opbakning til det. Det skyldes i allerhøjeste grad også en – historisk velbegrundet – tro på, at samhandel kan være med til at fremme nogle de af centrale værdier om åbenhed og samarbejde, som vi vægter højt i Danmark. 

JP spørger også, om DI virkelig mener, at profit er vigtigere end principper. Dertil er svaret naturligvis nej. Det er næppe mange iranere, der læser Jyllands Posten og af den vej får indpodet danske værdier. De iranere, der arbejder for danske virksomheder i landet får til gengæld af den vej et indblik i danske værdier, som de kan lade sig inspirere af. På den måde er danske virksomheder effektive ambassadører for danske værdier både i Iran og verden over. Det mener vi fra DI’s side, at vi har al mulig grund til at være stolte over i Danmark.