Angrebet ind i Syrien er Erdogans sidste desperate træk for at sikre sit regime

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som mangeårig kommentator om tyrkiske forhold i den danske og internationale dagspresse er jeg dybt rystet over de sidste dages begivenheder. Først og fremmest fordi det endnu en gang er lykkedes Tyrkiets præsident Erdogan at narre USA’s præsident Donald Trump og overtale ham til at give grønt lys for Tyrkiets tredje invasion af Syrien.

Den første var i 2016, hvor den tyrkiske hær efter flere måneders hårde kamphandlinger mod Islamisk Stat slog en kile imellem de kurdiske områder øst for Eufrat-floden og den kurdiske provins Afrin i det nordvestlige Syrien. Den blev efterfulgt i 2018, hvor Afrin blev besat, og 167.000 kurdere blev drevet på flugt.

Erdogans erklærede mål var at returnere Afrin til dets »retmæssige« ejere, araberne, og det er nu meningen, at det samme skal ske i det nordøstlige Syrien.

Erdogan har gentagne gange sagt, at efter besættelsen af Afrin vil Tyrkiet udrense alle terroristerne øst for Eufrat-floden og helt op til Iraks grænse, men som tidligere USA-general Joseph Votel har pointeret, indebærer det, at mere end 90 pct. af den kurdiske befolkning bliver fordrevet.

Erdogans storslåede plan er, at området i stedet for skal befolkes af 2 millioner ud af de 3,6 millioner syriske flygtninge i Tyrkiet. Og regningen på 27 milliarder dollars for denne genhusning skal ikke betales af Tyrkiets allierede Rusland og Iran, men af EU, som endnu en gang af frygt for en ny flygtningestrøm skal til lommerne.

Desuden har Erdogan jo truet med at sende Tyrkiets 3,6 millioner flygtninge til Europa, hvis EU betegner invasionen som en besættelse.

Inden angrebet udtalte Erdogan, at »vores mål er at vande området øst for Eufrat-floden fra fredens kilder«, og operationen har fået kodenavnet Fredens Kilde. Tyrkerne har fået at vide, der er tale om en fredsbevarende operation rettet mod PKK, og indledningsvis blev 181 mål i Syrien ramt, og ifølge regeringen er over 100 kurdiske militsfolk dræbt.

Erdogan har et overordnet formål. Med baggrund i valgnederlaget i Istanbul og andre tyrkiske storbyer samt landets vaklende økonomi er befolkningens støtte til det regerende AKP (Retfærdigheds- og Udviklingsparti) faldet drastisk. Ifølge den seneste opinionsanalyse er antallet af AKP’s kernevælgere faldet til under 30 pct.

Tidligere medstifter af AKP og nu oppositionspolitiker Abdullatif Sener har sagt, at Erdogan var indstillet på at kaste Tyrkiet ud i en borgerkrig for at beholde magten, og det er netop det, der er sket.

Efter valgnederlaget i juni 2015, hvor AKP for første gang mistede sit parlamentariske flertal og det kurdiske HDP ((Folkenes Demokratiske Parti) vandt 80 ud af parlamentets 550 pladser, blev våbenhvilen med PKK brudt, og konflikten fortsatte. Efter et nyt valg i november genvandt AKP sit flertal, og HDP blev reduceret til 59 pladser.

En måned efter kupforsøget i juli 2016 krydsede Tyrkiet den syriske grænse for første gang, og med angrebet på Afrin i januar 2018 angiveligt for at bekæmpe terrorisme fik Erdogan støtte fra næsten 90 pct. af vælgerne.

Onsdagens angreb på området mellem Tal Abyad og Ras al-Ayn med støtte fra en føjelig amerikansk præsident er Erdogans sidste desperate træk for at sikre sit regime.

EU har fordømt onsdagens angreb og afvist at betale regningen, og der er tilsyneladende tværpolitisk enighed i USA’s senat om at indføre sanktioner mod Tyrkiet.

Danmark har allerede besluttet at sende et lægehold til det nordlige Syrien, og derfor haster det med en indgriben for at forhindre flere uhyrligheder.