Grønland kan dræne den danske statskasse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg har boet i Grønland i fem år. På grund af mit arbejde i det grønlandske politi har jeg besøgt de fleste byer i landet og har gennem disse år talt med hundredvis af indfødte grønlændere.

Selv om mit ophold i det store land ligger tilbage i tiden, er det min opfattelse, at den langt overvejende del af det grønlandske samfund ikke føler nogen reel samhørighed med Danmark. Der er et bredt ønske om selvstændighed. Der er ingen varme følelser hos de grønlandske politikere, der er kritiske og nogle endda fjendtlige i forhold til Danmark. Man føler sig undertrykt og misbehandlet af den danske stat gennem mange år.

Denne udbredte og negative stemning går tilbage til begyndelsen af 1960’erne, hvor Danmark med de bedste hensigter startede et ambitiøst og kostbart udviklingsarbejde. Det kalder grønlænderne nu for neoimperialisme. Man må bestemt ikke tro, at Danmark vil få noget til gengæld for sine ”investeringer”. Hvis der engang findes råstoffer – olie eller mineraler – der kan udnyttes, vil et eventuelt provenu udelukkende tilfalde Grønland.

De danske skatteborgere har gennem årene brugt milliarder af kroner i Grønland – ikke blot det årlige bloktilskud, men også til driften af politiet, domstolene, sundhedsvæsenet, redningsvæsenet og forsvaret. Den storpolitiske udvikling i det arktiske område kræver nu – siger forsvarsminister Trine Bramsen – nye milliardbeløb, hvis Danmark skal kunne forsvare det grønlandske territorium.

En arktisk kommando i Nuuk, en flådestation til de mange orlogsfartøjer, en lille afdeling af luftvåbenet med jager- og transportfly og meget personale. Udgifterne vil påløbe hvert år, og den teknologiske udvikling vil kræve vækst.

Præsident Trump har ret i, at Grønland vil komme til at dræne den danske statskasse. Størrelsen af det grønlandske territorium og de enorme afstande, som man kun forstår, hvis man selv har rejst i det arktiske, betyder, at et lille land slet ikke vil kunne hævde sig over for stormagter som Kina og Rusland.

Under Anden Verdenskrig overtog USA forsvaret af Grønland – man nedkæmpede de tyske militære enheder i Østgrønland, byggede en række baser i Vestgrønland og enkelte i Østgrønland. Efter krigens afslutning byggede man en af de største luftbaser i verden, Thule Air Base. En hjørnesten i forsvaret af den vestlige verden.

Når basen omtales i dagens Danmark, er det som regel uden historisk perspektiv. Det er noget om thulebeboerenes ”tvangsflytning”, noget med manglende betaling af leje af basen, noget med et dansk selskab, der tabte en licitation om udførelse af civile opgaver på basen, forurening osv. Jeg vil påstå, at det eneste reelle forsvar af Grønland fra 1941 og til i dag har været det amerikanske luftvåbens og flådes tilstedeværelse i Arktis.

Den danske befolkning og de danske politikere bør helt usentimentalt stille sig spørgsmålet, om man nu og formentlig i al fremtid kan løse en enormt kostbar storpolitisk opgave i det arktiske. Mit eget svar er et nej. Vi har ikke ressourcer, og vi har slet ikke reelle (geopolitiske), men kun følelsesmæssige interesser for Grønland og den grønlandske befolkning.

Min konklusion er, at Danmark og Grønland helt usentimentalt må lave en fornuftig skilsmisse. Danmark kan ikke unddrage sig sine statsretlige forpligtelser. Grønland kan derimod ensidigt vælge at forlade rigsfællesskabet. Det må man håbe, at landet gør og søger tilknytning til en vestlig magt – Canada eller USA – der har en naturlig geografisk placering i det arktiske område og har de nødvendige ressourcer.