EU-Parlamentet er milevidt fra et »snakkecirkus uden større politiske beføjelser«
Det er 10 år siden, at man med bare en vis ret kunne omtale Europa-Parlamentet som et »snakkecirkus uden større politiske beføjelser« eller »demokratisk staffage«.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jyllands-Posten bragte den 23. juli en klumme af historiker Henrik Jensen om europæisk demokrati. Henrik Jensen kommer her med flere udsagn om blandt andet Europa-Parlamentet, som jeg finder det nødvendigt at kommentere på.
Det er efterhånden mange år siden, at man med bare en vis ret kunne omtale Europa-Parlamentet som et »snakkecirkus uden større politiske beføjelser« eller »demokratisk staffage«, som Henrik Jensen gør.
10 år for at være helt præcis. Det er 10 år siden, at Lissabontraktaten gjorde Europa-Parlamentet til medlovgiver på langt størstedelen af al ny EU-lovgivning – sammen med Ministerrådet, som består af EU-landenes regeringer.
Europæerne kan derfor få indflydelse på EU’s retning både direkte, når de stemmer til EU-valg, og indirekte, når de stemmer til deres nationale valg. Det er da demokratisk overskud, der vil noget.
Når der er valg til EU-Parlamentet hvert femte år, har vælgerne derfor direkte indflydelse på Europas fremtid. Det er absolut ikke ligegyldigt, hvilke politikere europæerne sætter deres kryds ved, for parlamentet er en politisk kamplads, hvor der træffes forpligtende beslutninger om miljø, klima, migration, det indre marked, arbejdsmarkedspolitik og meget, meget mere.
Er der indbygget »demokratisk underskud« i EU, som Henrik Jensen anfører? Nej, for når man taler demokrati i EU, er der ikke tale om et enten-eller mellem det europæiske og det nationale – mellem Europa-Parlamentet og medlemslandenes regeringer.
Der er tale om et både-og, for både de folkevalgte medlemmer af Europa-Parlamentet og de ligeledes demokratisk valgte regeringer har afgørende indflydelse på udformningen af EU’s regler. Europæerne kan derfor få indflydelse på EU’s retning både direkte, når de stemmer til EU-valg, og indirekte, når de stemmer til deres nationale valg.
Det er da demokratisk overskud, der vil noget.
Det er desuden ikke rigtigt, når Henrik Jensen skriver, at kommissionen kun kan drages til demokratisk ansvar via Ministerrådet. Ingen kommissionsformand kan træde til, uden at et flertal af Europa-Parlamentets medlemmer stemmer for hende eller ham.
Det var vi vidne til for nylig, hvor Ursula von der Leyen lagde mange kræfter i at sikre sig et flertal i Europa-Parlamentet og kom parlamentarikerne i møde på en lang række vigtige punkter, før hun blev valgt med et knebent flertal.
Senere på året skal parlamentet stemme om den samlede kommission. Inden da vil parlamentarikerne have gransket hver eneste kommissærkandidat nøje under offentlige høringer.
Er hver enkelt kandidat værdig til at blive kommissær? Har den samlede kommission parlamentets tillid? Ved flere tidligere lejligheder har EU-Parlamentet vendt tommelfingeren nedad til konkrete kandidater. Og skulle det komme dertil, kan Europa-Parlamentet faktisk også afsætte kommissionen ved en mistillidsafstemning.
Heldigvis synes danskerne at have opdaget, at Europa-Parlamentet er en vigtig demokratisk spiller, og at de med deres stemme får direkte indflydelse på Europas fremtid. Sådan tolker jeg i hvert fald valgresultatet i maj 2019, hvor markant flere danskere – 66 pct. – denne gang valgte stemmeboksen frem for sofaen.
For de 66 pct. var valget ikke et enten-eller, men et både-og. Det unikke ved EU er netop, at det er muligt at bakke op om demokratiet både på europæisk plan og i Danmark. Det er der al mulig grund til at glæde sig over.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.