Fra neurologi til neuroideologi

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den daværende amerikanske præsident George W. Bush proklamerede under sin regeringsperiode, at de næste 10 til 15 år skulle stå i hjerneforskningens tegn. Inden hjernen kom på banen, talte alle om generne. Men nu er generne erstattet af hjernen. Også retorisk. Fra genetik til neurologi. Hvad vil det sige?

Når man skifter så radikalt fra et væsentligt forskningsområde til et andet, så ender det som regel med at inficere sproget. For 15 år siden talte alle som sagt om gener. Var man vild med chokolade, skyldes det ens gener; var man alkoholiker, skyldes det generne; kørte man for stærkt i trafikken, var det genetisk betinget osv. Generne var på den måde den bestemmende årsag til alle de virkninger, man nu kunne blive udsat for. På den måde havde mennesket ikke en fri vilje og kunne ikke selv sætte dagsordenen. Det gjorde generne. Genforskningen var med andre ord blevet til genideologi.

Genideologi er nu blevet til neuroideologi – og det er noget andet end neurologi. Når et specielt videnskabeligt forskningsområde bliver til ideologi, er det ikke længere en objektiv videnskab, men en kulturel og personlig livsanskuelse. Man definerer sig selv gennem sin ideologi, hvilket vil sige, at man ikke har en hjerne, men man er sin hjerne.

Hjernen er mig; her finder jeg mig selv, min moral, mit gudsforhold, kærligheden og glæden. Min eksistens og mit liv bliver på denne måde reduceret til vindinger og impulser i hjernen. Tænk blot på alle de neurologiske og kognitive diagnoser, man i dag kan stille. Alt bliver stort set forklaret ud fra den neuroideologiske tænkning, hvilket ender med en forsimpling af både virkelighed og menneskesyn.

Det har fået den tyske eksistensfilosof Markus Gabriel til at tale om neurocentrisme og neurofetichisme. Hans seneste bog fra 2018, ”Ich ist nicht Gehirn” – ”Jeg er ikke en hjerne”, er et radikalt opgør med neuroideologien på den ene side og på den anden side et slag og et argument for den fri vilje. Herhjemme kunne man nævne Hans Hauge, Jakob Holm og Svend Brinkmann, der tager udgangspunkt i eksistentialismen og det at kunne sige fra over for ideologiske retninger inklusive den neurologiske. Så kritikken af neuroideologien rører på sig. Heldigvis.