Stor misforståelse om frivilligt arbejde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det indsigtsfulde sprogmenneske Tage Clausen filosoferer i sin klumme ”Skyggen” over, hvordan vores sprogbrug og vores forståelse af verden spejler sig i hinanden. Han har mange gode pointer, men ét sted går der gammel sur mand i den gode Clausen.

I hans verden er frivilligt arbejde udtryk for en naiv indsats, som i virkeligheden burde udløse en løn for det udførte arbejde.

Hvis man er så letsindig at lade sig hverve som frivillig for det almene vel i en kommunal sammenhæng, viser det en himmelråbende mangel på indsigt i, at man gør sig til grin ved, at man i den clausenske verdensanskuelse reelt »yder ekstra skat i form af arbejde«.

Det, Tage Clausen overser, er, at den frivillige arbejdskraft netop er frivillig. Det vil sige, at den frivillige kan gå til hver en tid, hvis det frivillige arbejde ikke giver mening.

Uanset om det er i en kommunal sammenhæng eller i en privat social organisation, som har til formål at hjælpe socialt udsatte medborgere.

Meningen opstår ved, at den frivillige leverer en medmenneskelig indsats, som hjælper et andet menneske med et konkret problem, og som medvirker til større trivsel hos det udsatte menneske.

Samtidig oplever den frivillige at få noget igen i form af en bedre mental sundhed, som stammer fra, at man gør noget aktivt, at man gør noget sammen, og at man gør noget meningsfuldt for sig selv og for andre.

I det offentlige regi udfører den frivillige en opgave, som ellers ikke ville blive løst med skattefinansieret lønarbejde. Eksemplet kan være besøgsvennen hos den enlige ældre medborger.

Lige meget hvor mange praktiske hjemmehjælpertimer vi kaster efter den ensomhedsramte person, vil det ikke kunne opveje den betydning og meningsfuldhed, som den frivillige besøgsven tilfører blot ved at komme og være sammen med den ældre person.

Forskellen ligger i det faktum, at den frivillige kommer af egen fri vilje og kunne have valgt at lade være. Det kan hjemmehjælperen ikke (i hvert fald ikke uden ansættelsesmæssige konsekvenser). Til gengæld må hjemmehjælperen ikke bare sætte sig ned og tale over en kop kaffe, selv om det er dette behov, som er mest udtalt hos den ældre.

Dette er værdien af det frivillige arbejde, og det er i mine øjne ikke til grin, men derimod til ros.