Ærbarhed er kvinders værste fjende

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Min farmor forelskede sig som ung pige i en mand. Manden emigrerede til USA, og hun hørte aldrig siden fra ham. Hun var desværre blevet gravid og fødte i dølgsmål. Min farmor var en simpel bondepige, som tjente på omegnens gårde. Pga. sit uægte barn blev hun seksuelt chikaneret af gårdskarlene. Hun var jo ikke ærbar. Til sidst måtte hun pga. seksuelle chikaner give sin søn, min onkel, bort. Den beslutning græd hun stadig over på sin 80-års fødselsdag. Min mor var mere ærbar end sin svigermor, hun tillod ikke sig selv nogen seksuelle friheder. Hun kendte kun en mand, min far.

Da jeg var ung, nægtede jeg at leve efter undertrykkende ærbarhedsnormer ligesom min mor og farmor. Jeg deltog i 1970’erne i kvindeoprøret. En hel generation af kvinder brændte deres bh’er af. Når mænd kunne gå med bar overkrop, kunne kvinder også. Min storesøster flyttede sammen med en kæreste uden at være gift. Det var ved at tage livet af min morfar.

Med hjælp fra danske mænd og p-pillen blev kvindeundertrykkende moralbegreber nedbrudt for et halvt hundrede år siden. Kvinder fik deres seksuelle frihed og kunne dyrke sex, som de ønskede. Den seksuelle frihed er nu under pres fra en hastigt ekspanderende muslimsk kultur. Mange muslimske kvinder går i Danmark tildækket med ønske om at fremstå tækkelige. Hyppigere og hyppigere ses muslimske tørklædekvinder i det danske gadebillede.

Det muslimske tørklæde hijab er et meget synligt symbol på ærbarhed. Et politisk manifest, som deler kvinder i “ærbare” og “ikke ærbare”. Hijabben bæres med stolthed og ofte af personer, der mener, at kvinder ikke bør have sex før ægteskabet. Unge danske kvinder er generelt ikke bekymrede over denne udvikling, de tror, at deres seksuelle frihed er en naturlov. Men danske kvinders seksuelle frihed er kun 50 år gammel og fortsat skrøbelig. Bliver der nok tørklædekvinder, vil de kunne sætte normerne, også for danske kvinder.

Indførelse af særhensyn, så muslimske piger/kvinder kan bade særskilt i offentlige svømmehaller, er accept af kønsdiskriminerende ærbarhedskultur. Kvinder skal ikke gemmes væk, tildækkes og være ærbare. Ingen personer vil påtænke at lave kønsadskillelse af fodbolddrenge og lukke dem inde i haller med nedrullede gardiner, så ingen kunne se deres bare ben i fodboldshorts.

Kommunalråd, der tillader kønsapartheid, modarbejder seksuel ligestilling. Muslimske piger gøres en bjørnetjeneste ved dansk anerkendelse af forældres kønsdiskriminerende krav. Pigerne må hellere i integrationens hellige navn stå uden for svømmehallen og kigge ind på deres legende brødre. Derved kan muslimske kvinder ligesom danske kvinder indgydes trods mod kvindeundertrykkende ærbarhed. Danmark fastholder muslimske piger og kvinder i gamle negative normer.

Man kan ikke forbyde folk at tænke og tro på, hvad de vil, men man kan forbyde elever og ansatte at bære synlige ideologiske ærbarhedssymboler på offentlige arbejdspladser, institutioner og statsstøttede skoler samt forbyde kønsapartheid i offentlige svømmehaller. Det er uacceptabelt, at danske kvinders seksuelle frihed undermineres af danske myndigheder. Det er uacceptabelt, at gamle feminister som mig atter skal på barrikaderne for at sikre bevarelsen af vores tilkæmpede frihedsrettigheder.