Jeg er blevet klogere, siden jeg var på de feministiske barrikader

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den 8. marts er som bekendt kvindernes internationale kampdag, og i mine unge dage i 1970’erne var jeg på de feministiske barrikader. Siden er jeg blevet en hel del klogere. Hele retorikken omkring det undertrykkende patriarkat og mandschauvinisme har vist sig at være behæftet med en række fejlanalyser – og at være hjemmeløbende husmor m/k med ansvar for at holde sammen på en familie med børn opfatter jeg i dag som et af de vigtigste job i denne verden.

At der rundt omkring i verden er en kvindekamp at kæmpe, er jeg første mand på banen til at erkende: Kvindeundertrykkelsen, ikke mindst i en række islamiske stater (Pakistan som et skrækeksempel), er hjerteskærende, omskæring ikke mindst, og under hjemlige himmelstrøg lider en stor gruppe indvandrerkvinder under en mandsdomineret kultur. Så hvorfor er det ikke denne reelle kvindeundertrykkelse, der bliver sat fokus på, frem for højtråbende elitekvinder, der bliver ved med at trække offerkortet i (fejlagtige) beklagelser over manglende ligeløn, for få bestyrelsesposter og voldelige mænd.

Med andre ord: Feminismekampagnen og MeToo har fået alt for meget opmærksomhed, i forhold til hvor ganske få kvinder bevægelserne repræsenterer. Et ideologisk styret akademia fører an – godt hjulpet af den etablerede presse med et par enkelte hæderlige undtagelser. En af dem i øvrigt leveret dagen derpå, den 9. marts, i DR 2’s temalørdag ”Når kvinden ligger øverst”.

En væsentlig grund til slagsiden i debatten hedder kønsforskningen, for både herhjemme og i udlandet holdes forstyrrende information ude. Den vigtigste udgrænsning handler om de biologiske forskelle på de to køn, der kan dokumenteres i en lang række naturvidenskabelige undersøgelser. Imidlertid viser erfaringen, at selv de stærkeste argumenter er spildte Guds ord på Balle Lars(ine).
Det er tilsyneladende fuldstændig ligegyldigt, hvor massiv evidens naturvidenskabsmænd ryster op med. Selv de stærkeste argumenter har ingen effekt på samfundsvidenskaberne. Det er barokt, for kønsforskerne har ingen dokumentation for deres dogme om, at kønnet er en social konstruktion. Dogmet er baseret på ideologi, og denne udsiger, at kønsforskelle er af det onde.

I bogen ”Humaniora – videnskab eller varm luft” påviser Kåre Fog, at de fleste påstande i de social-humane videnskaber om social konstruktion savner evidens. Der er intet holdbart grundlag for disse påstande. Alligevel undervises (læs: hjernevaskes) tusindvis af studerende i påstandene. Reaktionen på relevante indvendinger, som de f.eks. fremsættes i nævnte bog, er ikke at argumentere imod dem, men at ignorere dem, og ignorere dem så grundigt, at stort set ingen nogensinde hører om indvendingerne.

Kåre Fog er ikke den eneste, der har været ude med riven. Tilbage i 2010 lavede den norske komiker, Harald Eia (i øvrigt med en kandidatgrad i sociologi) en tv-serie med titlen ”Hjernevask”.

Heri stiller han socialkonstruktivistiske forklaringsmodeller på køns-, intelligens- og raceforskelle over for biologisk-genetiske i syv udsendelser, der bærer overskrifterne: 1. ”Ligestillingsparadokset”, 2. ”Forældreeffekten”, 3. ”Homo/hetero”, 4. ”Vold”, 5. ”Sex”, 6. ”Race”, 7. ”Natur/opdragelse”. En stribe af køns- og hjerneforskere, psykologi- og psykiatriprofessorer samt sociologer i ind- og udland bliver interviewet om deres forskning og efterfølgende konfronteret med hinandens synspunkter. Klippene mellem interviewpersonerne giver seerne en mulighed for at veje argumenterne imod hinanden og ved selvsyn danne sig en mening.

Programmerne kan i skrivende stund stadig ses på nettet, og udsendelserne fortjener i den grad at blive udbredt til en bredere kreds. I det første program, ”Ligestillingsparadokset”, lægger Eia sporet ud for resten af serien, med afsæt i at Norge i 2008 blev kåret som verdens mest ligestillede land. For når alle kan gøre, som de vil, hvorfor er mænd og kvinder så ikke nogenlunde ligeligt repræsenterede inden for de forskellige professioner på arbejdsmarkedet? Præcis den samme problematik, som den canadiske professor Jordan B. Peterson er inde på i en række forelæsninger, der kan aflyttes på Youtube.

Kun 10 procent af ingeniørerne er kvinder, mens de er massivt overrepræsenterede blandt sygeplejerskerne. For at forstå det kønsopdelte arbejdsmarked opsøger Eia en række forskere, hvor fronterne lynhurtigt tegner sig: social og kulturel påvirkning/opdragelse som forklaring på den ene side, medfødte forskelle på den anden.

Fortalerne for den første forklaringsmodel undrer sig over optagetheden af at finde og forklare kønsforskellene. Hvorfor skulle det være interessant, spørger de? For det synspunkt står Cathrine Egeland, forfatter til flere forskningsrapporter om mænds og kvinders erhvervsvalg, og kønsforskeren Jørgen Lorentzen. Sidstnævnte tilbageviser også hjerneforskning som gammeldags. Følelser, interesser og intelligens er ens hos de to køn, og når vi alligevel registrerer forskelle, er det, fordi drenge og piger behandles forskelligt fra fødslen. Drenge klædes i blåt, piger i lyserødt, kønsbestemt legetøj, kønsspecifikke skilte (f.eks. vejarbejde – en mand med en skovl). Uden disse kulturelle påvirkninger ville de to køn vælge ens, så det gælder bare om at møde piger og drenge med lige forventninger.

Denne position får den amerikanske psykologiprofessor Richard Lippa lov til at forholde sig til. Han har gennemført en undersøgelse af kønsforskelle i 53 lande i Europa, Nord- og Sydamerika, Asien og Afrika med 200.000 respondenter. De er blevet stillet spørgsmålet: Hvad kunne du tænke dig at arbejde med? På tværs af samtlige lande viser det samme billede sig: Mænd viser større interesse for tingsorienterede erhverv, mens kvinder vil noget med mennesker. Men skyldes det ikke opdragelsen? Nej, for kønsforskellene dukker op meget tidligt.

Simon Baron-Cohen, psykiatriprofessor på Cambridge, har lavet eksperimenter med nyfødte børn. Babyer, der var en dag gamle, blev præsenteret for en mekanisk genstand eller et ansigt og imens filmet for at konstatere, i hvor lang tid babyen så på hver især. Drengene kiggede længere på det mekaniske objekt, pigerne på ansigtet. Denne adfærdsforskel ligger før legetøj og andre kulturelle påvirkninger og må altså være opstået i fosterlivet. Baron-Cohen forklarer først og fremmet forskellen med testosteron. Drenge producerer dobbelt så meget testosteron som piger og jo mere testosteron, jo senere sprogudvikling og sociale færdigheder.

De resterende seks programmer er skåret over samme læst. Med udgangspunkt i en undren søger Harald Eia at få svar ved at stille spørgsmål til forskellige forskere og derpå bede modstanderne om at kommentere deres udsagn.

At Eia har valgt at navngive sin serie ”Hjernevask” understreger, hvor han selv er endt: på den biologiske fløj, der ikke mindst forholder sig til empiri frem for ideologiske kæpheste. Det er da også hændervridende pinligt, når de tre norske kønsforskere – præsenteret for dynger af data – fremturer med, at biologiske forklaringer ikke er hverken interessante eller relevante.

Hvorfor nedtoner og udgrænser kønsforskerne – også i Danmark– kønsforskellene? Her kommer tre bud: 1. De vil ikke skære den forskergren over, de så bekvemt sidder på – generøst støttet af EU’s fatale og latterlige kønsneutralitetspolitik. 2. Biologiske indfaldsvinkler er politisk ukorrekte, fordi der kommer uønskede sandheder på bordet om f.eks. intelligens, sex og vold. 3. Adskillige (de fleste?) kønsforskere er homoseksuelle og har tilsyneladende for manges vedkommende en interesse i at definere seksuel orientering som plastisk, et frit valg frem for medfødt. Måske ud fra en misforståelse af, at homoforskning stigmatiserer homoseksuelle?

Summa summarum: Danske kvinder bliver ikke undertrykt eller diskrimineret, og derfor kan kvindernes internationale kampdag passende placeres i en montre i kælderen på Nationalmuseet.