Mette Frederiksen ønsker jo bare at styrke sin regering

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I mandagens avis kritiserer kommentator Anders Heide Mortensen i JP Erhverv, at statsministeren har taget sig den frihed at udføre en mindre omorganisering i Statsministeriet.

Mette Frederiksen er ikke interesseret i at lade sin nærmeste rådgiver, Martin Rossen, være rigets højest betalte telefonpasser. Tværtimod vil hun bruge ham aktivt. Blandt andet derfor får Rossen også sæde i regeringens økonomi- og koordinationsudvalg.

Den beslutning har i visse kredse udløst stor forargelse, hvilket kan undre, da departementschefer – altså andre embedsmænd uden et folkeligt mandat – også er medlemmer. Den radikale Jens Rohde har også ført kritikken op på den helt høje klinge. Rohde advarer om, at vi har fået en hemmelig vicestatsminister, og agurketidsramte medier lægger velvilligt spalter til lignende synspunkter.

Men der er ingen grund til panik: En styrkelse af Statsministeriet internt i regeringen er tværtimod en tiltrængt styrkelse af demokratiet.

Der er grænser for, hvor mange steder statsministeren kan være på én gang. Derfor er det nyttigt og fornuftigt, at hun har en tæt rådgiver, som kan sikre, at hendes intentioner fortsat føres ud i livet, når hun eksempelvis er til EU-møder i Bruxelles, svarer på spørgsmål i Folketinget, taler med pressen, er rundt i landet eller har opgaver på Danmarks vegne ude i verden.

I hvert fald hvis man vil være sikker på, at det er toppolitikere frem for topembedsmænd, der regerer kongeriget.

Danske embedsmænd er af høj kaliber, men det virker mildest talt underligt, når medierne i sommerferien kan gå i selvsving over, at en statsminister ønsker at styrke sin regering, så hendes visioner for Danmark ikke glemmes, fortyndes, misforstås, omgås eller forsinkes.

Det er trods alt politikerne, der er valgt til at lede landet, men med den udbredte kritik af statsministerens omorganisering kan man få det indtryk, at journalisterne hellere så, at embedsværket bestemte.

Statsministeren har i modsætning til journalister og embedsmænd et folkeligt mandat, og derfor er det også helt legitimt, at politikerne ønsker at bestemme, så længe de holder sig inden for lovens grænser. Vælgerne kan så fælde dom, når der igen oprinder en valgdag.