Skal vi blande os i, om folk ryger eller ej?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Rygning – menneskeret eller massemorder? Sådan lød overskriften på en af debatterne til Folkemødet i år. Retorikken er tydelig, “eller” står for, at enten er rygning det ene, eller også er det det andet. Personligt havde jeg foretrukket “og”, men nu var jeg heller ikke inviteret til at deltage i debatten. Den lader vi stå lidt.

Politikere, en professor og to direktører. Den ene direktør så ud, som om han var plantet for at repræsentere det gode, den anden skulle så repræsentere de onde, grusomme massemordere. Her var tale om henholdsvis Jesper Fisker, direktør, Kræftens Bekæmpelse, mod Tine Marie Andersen, direktør, tobaksproducenterne.

Der var gnister i luften, allerede før debatten gik i gang, de gode mod de onde, her overrepræsentation af de gode, et godt træk.

Debattørerne var gode til at henvende sig til hinanden, undtagen én, professor i tobaksforebyggelse, Charlotta Pisinger, hun henvendte sig stort set kun til publikum. Og det virkede. Professoren formåede at vække de store følelser hos publikum, og hun behøvede kun ét forsøg, det lød nogenlunde sådan: »Hvis nogen har oplevet at stå og holde en patient i hånden, en patient, der ikke engang kan rejse sig fra sengen og gå de få meter ud på toilettet, uden at stoppe op for at bruge inhalator, fordi patienten har røget hele livet og nu mærker konsekvenserne, da ville I vide, hvorfor vi ønsker, at folk stopper med at ryge.«

Jeg ved ikke, om professoren faktisk har stået i en sådan situation, men hvis hun har, forstår jeg godt, hvorfor hun er så bitter.

For det er hun. Det kom til udtryk flere gange, og hun måtte undskylde en enkelt gang eller to for at gå for vidt.

Spørgsmålet var så, går vi for vidt? Skal vi blande os i, om folk ryger eller ej? Er rygning en menneskeret? Alle deltagerne var enige med hinanden om, at danskerne udmærket ved, at rygning er skadeligt, man må altså gå ud fra, at rygerne træffer et oplyst valg, når de begynder at ryge.

Direktøren for tobaksproducenterne kom med nogle gode pointer. Når rygerne træffer et oplyst valg, begynder at ryge og gør det på trods af oplysning om konsekvenser for sundheden og endda mulig død som følge af det valg, kunne det så ikke være en rigtig god idé at oplyse rygerne om muligheden for at skifte til langt mindre skadelige alternativer til cigaretterne?

Professoren var uenig, man kan nemlig ikke stole på tobaksindustrien, de har før sagt, at produkter som lightcigaretter var mindre skadelige, hvor det viste sig, at disse var endnu mere skadelige, fordi rygerne bare trak røgen fra disse længere ned i lungerne. Nej, alternativer er ikke løsningen – ikke medmindre vi taler medicin, tyggegummi eller andre nikotinholdige lægemidler. Og så klappede publikum.

Her kommer jeg ind i billedet, eller det vil sige, det gjorde jeg ikke i debatten, der var kun tid til ét spørgsmål fra publikum, og det var ikke mig, der stillede det.

I forbindelse med mit arbejde møder jeg hver dag rigtig mange eksrygere. Fælles for dem alle er, at de er stoppet med at ryge ved hjælp af e-damp. Og jeg vil egentlig gerne henvende mig til både debattører og publikum på samme måde, som professoren gjorde det. Flere gange ugentligt møder jeg kol-patienter, for hvem det er lykkedes at stoppe med at ryge, oftest efter utallige mislykkede forsøg med diverse andre metoder, og hvor e-damp har været den sidste udvej for dem. Disse mennesker beretter om bedre vejrtrækning, bedre kondition, de kan lugte og smage igen, nogle beretter endda om forbedret lungekapacitet, selv om det slet ikke skulle kunne lade sig gøre, når først man har fået konstateret kol. De beretter om forbedret livskvalitet, også selv om de godt ved, de aldrig bliver raske. Hver og én ville ønske, at de aldrig var begyndt at ryge, de kan bare desværre ikke ændre fortiden, men trods alt har de fundet et lille håb for fremtiden, fordi det lykkedes dem at stoppe med at ryge cigaretter.

Jeg har ikke holdt disse mennesker i hånden, jeg har allerhøjst givet dem en krammer, fordi jeg bliver glad på deres vegne over deres positive beretninger. Hvis man kun er berettiget til taletid, hvis man kun kan fortælle om ulykkelige situationer og forfærdelige forløb, så erkender jeg, at jeg ikke har noget at skulle have sagt i debatten.

Jeg siger ikke, at e-damp er vejen til alt godt, jeg siger heller ikke, at e-damp er sundt, det er der i øvrigt ingen, der gør. Jeg siger bare, at e-damp er et mindre skadeligt alternativ, minimum 95 pct. mindre skadeligt end tobaksrygning. Det betyder, at hvis cigaretter har en risiko på 100 pct., har e-damp kun maksimalt 5 pct. Det er værd at have med i overvejelserne.