Grøn omstilling haster langt mere, end de danske partier planlægger efter

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Nutidens klimapolitik er som at slå plat eller krone om vores fremtid.

Plat: Verden bliver 1,5 grad varmere, som allerede er en katastrofe. Krone: Temperaturstigningen bliver endnu højere. Det vil sige 50 pct. chance for et skidt udfald, 50 pct. risiko for et udfald, der er endnu mere forfærdeligt.

Det er ifølge FN’s forskerpanel vores odds, hvis alle lande i verden bliver klimaneutrale i 2050. Også dem, hvis økonomi afhænger af at sælge olie til os, og dem, der er i gang med at rydde deres skove for at dyrke soja til vores grise.

Hvis ikke hele verdens drivhusgasudledning går i nul i 2050, bliver oddsene endnu dårligere. Tørker, skybrud, en milliard mennesker på flugt mod de lande, der stadig er beboelige. Det er ikke en verden, vi har lyst til at arve.

Hvis vi skal have en chance for at undgå det udfald, er det ikke nok, at Danmark sigter efter nettonul i 2050. Hvis ikke et rigt land som Danmark kommer tidligere i gang, er der ingen, der når det. I dag sikrer ingen af partiernes planer, at Danmark når i nul til 2050. Alle partier regner med, at omstillingen på magisk vis kommer til at accelerere efter 2030.

Vi sidder og venter på, at teknologien kommer os til undsætning, mens vi satser på, at alle andre lande når i mål til 2050. For at oddsene for at undgå katastrofale konsekvenser i det mindste kan være 50-50.

Som den generation, der bliver den første til at skulle betale for konsekvenserne af klimakrisen, må vi sige: Det er ikke fair odds. Vi bliver nødt til at komme hurtigere i gang. Det er derfor, Ungeklimarådet anbefaler, at Danmark rykker sin målsætning om at blive klimaneutralt til 2040. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan trække verden i en retning, der holder temperaturstigningen under 1,5 grad.

Nytter det noget? Danskerne er en promille af verdens befolkning, betyder det virkelig noget, hvis vi går forrest? Ja, det betyder faktisk en del. For det første er vi et af de lande, der udleder mest CO₂ pr. person. Trods vores selvbillede af et “grønt foregangsland” må vi se i øjnene, at vores velstand bygger på lang tids uforsvarlig høj udledning, som overskrider den andel af det globale drivhusgasbudget, vi ville have til rådighed, hvis vi skulle dele retfærdigt med resten af verden.

Med det i mente virker det lidt hyklerisk, hvis vi møder op til FN’s klimaforhandlinger og kræver, at alle skal sigte efter at blive klimaneutrale i 2050. Det er et såkaldt prisoner’s dilemma – ingen har lyst til at investere i grøn omstilling, medmindre de kan se, at andre lande også gør det.

Ud over at sende et nødvendigt signal til resten af verden om, at vi tager klimakrisen alvorligt, er der også andre positive effekter af at sætte et mere ambitiøst mål. Det vil kræve en stor investering i grønne løsninger på den korte bane, men den slags løsninger er der gode penge i på den lange bane.

Klimavenlige landbrugsmetoder, bæredygtige byggematerialer, teknisk knowhow. Hvis vi vil, kan Danmark blive et showroom for bæredygtige teknologier, som resten af verden vil blive inspireret af og importere fra os. Det er ikke kun ansvarligt, det er også en smartere langsigtet investering end at forsøge at få de sidste dråber olie ud af Nordsøen.

Nu bliver vi nok skudt i skoen, at vi er nogle idealistiske unge, som ikke har forstået, at et statsbudget skal hænge sammen. Nogen skal nok bede os om at sætte os ned og vente, mens de “voksne” nøler endnu et årti.

Sagen er bare, at vi stadig skal være her i 2050. Og vi vil ikke acceptere de menneskelige og økonomiske konsekvenser af tørker, skybrud og et hidtil uhørt antal flygtninge. Ungdommen tænker mere langsigtet, fordi det er os, der hænger på regningen. Vi prioriterer global ansvarlighed og vores egen fremtidige velfærd og tryghed højere end kortsigtet økonomisk vækst. Det burde politikerne også.