Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Et klimaneutralt landbrug kræver færre dyr

Kristian Slothlandbrugspolitisk rådgiver, Greenpeace
Tarjei Haalandklima- og energirådgiver, Greenpeace

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Bæredygtigt Landbrug og Landbrug & Fødevarer afviser begge i JP, at branchens nylige mål om et klimaneutralt dansk landbrug i 2050 skal føre til en mindre dansk produktion af kød. Køer og svin står i dag for 19 pct. af Danmarks udslip af drivhusgasser, og for at gøre landbruget klimaneutralt må brancheorganisationerne – før eller siden – erkende, at antallet af dyr skal reduceres, mens den frigivne jord fra foderdyrkning omstilles til mere skov og natur – for netop at optage CO2 svarende til den restudledning, som måtte være tilbage fra landbruget.

Her kan det altid omstillingsparate danske landbrug virkelig vise vejen, men i stedet klynger man sig til historiefortællingen om at være forpligtet til at opretholde den store produktion af animalske fødevarer, fordi den ellers blot vil blive erstattet af andre lande. Argumentationen er dybt problematisk, da den dels er blind for, at produktionen af kød skal falde og omstilles i hele verden, dels overser Danmarks – og landbrugssektorens – forpligtelser til at opfylde både nationale, europæiske og globale reduktionsmål.

Bæredygtigt Landbrug bryster sig samtidig af, at landbrugets udslip herhjemme er reduceret betragteligt de seneste 30 år, men undlader at fortælle, at reduktionen kun har været 2,6 pct. siden 2005, og at udslippet steg i 2016.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.