Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Klimaneutralitet er ambitiøst og har et globalt sigte

Hans Roust Thysenafdelingschef i Seges, Landbrug & Fødevarer

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forleden skrev to medarbejdere hos Greenpeace, at et klimaneutralt landbrug er umuligt. De mener, at den eneste måde at leve op til det globale 1,5-gradersmål er at reducere antallet af køer og grise i Danmark. Det er bemærkelsesværdigt, at Greenpeace – som jo ellers er en global organisation – kun har fokus på dansk udledning af klimagasser. Danmarks udledning udgør i størrelsesordenen 1 promille af verdens udledning af klimagasser.

Udmeldingen om klimaneutralitet fra Danish Crown, Arla og Landbrug & Fødevarer er langt mere ambitiøs og har netop et globalt sigte. Arlas klimaplan omfatter således 1,5 mio. køer, 10.000 gårde og 70 mejerier i syv lande i Nordvesteuropa. Med de virkemidler vi kender og arbejder med på nuværende tidspunkt, mener vi, at vi kan reducere klimapåvirkningen fra landbruget med 50 pct.

De næste 30 år skal der derfor målrettet forskning til at nå den sidste halvdel inden 2050. Dansk landbrug har tradition for en stor innovationskraft, og den skal vi bruge sammen med det øvrige danske samfund til at finde løsninger, vi endnu ikke kender. Det kan være ved at se på avl, opsamling og fjernelse af metan fra kvægstalde og andre tekniske løsninger, som kan eksporteres til hele verden og få markant betydning for fødevareproduktionen globalt og dermed det globale klima.

Prognoserne spår stigende efterspørgsel efter i kød i verden, hvilket betyder, at en reduceret dansk produktion blot vil resultere i øget produktion i lande, hvor klimabelastningen med al sandsynlighed er væsentligt større.

Dermed vil en reduceret dansk produktion medføre en stigende udledning af klimagasser globalt, hvilket vil arbejde imod 1,5-gradersmålet. Det er direkte kontraproduktivt. Vi vil og kan sikre udvikling, og ingen vinder på afvikling. Det er mig desuden en gåde, at de danske Greenpeace-medarbejdere ikke bakker op, når Danmarks fødevareerhverv vil gå forrest.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.