Klimadebatten skaber nye vælgergrupper, der kan afgøre valget

Engang var der ”Blå Bjarne”, som var socialdemokratisk metalarbejder, men irriteret over høje skatter og slap indvandringspolitik, og som derfor kunne finde på at stemme borgerligt.

Men i dag er det mere interessant at beskæftige sig med ”Klima-Claus”, som er privatansat ingeniør og arbejder i en af de mange store, grønne danske produktionsvirksomheder, som gør sig inden for klima- og miljøområdet.

Claus er optaget af klimaet, ikke bare på grund af den smeltende indlandsis, men også på grund af de erhvervsmæssige muligheder, som den voksende fokus på den grønne dagsorden giver. Det gælder både hans egen aktuelle virksomhed, men også Danmark som sådan.

For tiden tænker Claus og hans kolleger meget over, hvordan FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling kan bruges til at skabe ny forretning.

Claus giver ikke meget for dommedagsprofeter og er træt af diskussioner om at lade være med at spise kød og holde op med at flyve. Han er mere til jordnære analyser af, hvad der kan gøres politisk, og hvordan økonomien ser ud.

For Claus og hans virksomhed er ambitiøs grøn politik godt for bundlinjen. Det skaber nye job, spændende opgaver, nye eksportmuligheder og basis for flere penge i lønningsposen.

Claus tror på teknologien som en meget væsentlig del af løsningen på de miljø- og klimaudfordringer, som verden står over for. De store befolkninger i vækstøkonomierne vil også have de materielle goder, som vi har i Danmark, og derfor er det væsentlige at udvikle måder at producere og forbruge, som slider mindre på kloden og dens ressourcer, mener han.

For at fremme den nødvendige teknologiske omstilling er det virksomhedernes og markedets dynamik, som er i centrum for Claus. Konkurrencen mellem virksomheder og gamle og nye løsninger og behovet for at skabe udvikling i kampen om kunderne er den vigtigste drivkraft for ham.

Claus stemmer derfor normalt ovre i den blå afdeling, selv om han har et ret afslappet forhold til sin stemmeafgivning og tager stilling fra gang til gang.

Men Claus ved også, at lovgivningen skaber rammer for konkurrencen og markedet. Den afgør så at sige, om markedet trækker i den grønne retning og hvor hurtigt.

Derfor er ambitiøse politiske mål for den grønne omstilling og lovstandarder for en god miljøtilstand i vandmiljø, luft og jord vigtig for Claus – og for de grønne virksomheder, som han og hans kolleger arbejder for.

Han forstår ikke modviljen mod regulering og mod at bruge fornuftige afgifter til at få markedet til at trække den grønne dagsorden. Og han bliver lidt irriteret over de mange penge, som staten bruger til at kompensere landmænd, brændeovnsejere og bilister i ældgamle dieselbiler for at holde op med at forurene.

De penge må kunne bruges bedre, f.eks. på innovation på miljø- og klimaområdet, mener han.

Klima-Claus og hans kolleger kan måske gå hen og afgøre det kommende folketingsvalg. Han kan nemlig godt finde på at flytte sin stemme over midten.

Han holder skarpt øje med Venstres nye grønne profil og forsøger at lure, hvor meget der er reelt nybrud, og hvor meget der blot er ny kommunikation? Han har været begejstret for De Konservatives udmeldinger om at være det grønne parti i den blå blok, men blev skuffet, da partiets formand sagde, at så vigtigt var det heller ikke.

Derfor overvejer Claus for øjeblikket, om han alligevel denne gang skulle stemme på ”de røde”? Hvad er der i deres grønne udspil, som reelt adskiller dem fra V og K? Hvor meget mere vil de, når det kommer til stykket? Har de reelt en mere ambitiøs politik på det grønne område, og tør de udfordre de veletablerede interesser, når det kommer til stykket?

Og Claus er ikke alene. Mange ansatte i den voksende grønne industri tænker over de samme spørgsmål, og det svar, som denne vælgergruppe når frem til, har faktisk potentialet til afgøre det kommende valg.