Man kan da ikke være indvandrer, hvis man er født i Danmark

Som så mange andre morgener sad min kæreste og jeg ved køkkenbordet og fik os en kop kaffe. Vi drøftede aktuelle begivenheder og nyheder, da snakken faldt på DF og partiets udmelding om, at det kan tage fire-fem generationer at blive regnet for dansker.

Vi er danskere, min kæreste og jeg – eller det synes vi selv, vi er. Hun er dansk af rødder, og jeg er født i Danmark af arabiske forældre.

Men hvad med vores fælles børn, når vi en dag får dem? Bliver de også danske? Eller er de på forhånd dømt til at være ”tredjegenerationsindvandrere”, spurgte min kæreste.
Jeg fremstammede ”tredjegenerationsindvandrer”? Det findes da ikke. Men til mine store forundring tog jeg gevaldigt fejl. Til trods for at det ukorrekte begreb ikke er indlemmet i den danske ordbog, skulle der ikke mere end en Google-søgning til for at konstatere, at et forbløffende stort antal af artikler anvender udtrykket ”tredjegenerationsindvandrere” – det er en bekymrende tendens i min optik. Det er udtryk for en retorik, der kan være med til at holde mennesker født i Danmark af forældre i etnisk blandede ægteskaber eller børn, hvis forældre kom til landet i slutningen af 1980’erne, uden for det nationale fællesskab. Det bekymrende ved udtrykket er dets manglende legitimitet. Udtrykket ”tredjegenerationsindvandrer” beskriver noget uvirkeligt. Der er tale om børn født i Danmark – mig bekendt er livmoderen ikke en migrationsrute.

Tanken havde aldrig strejfet mig. Jeg havde aldrig tænkt, at mine børn ville blive betragtet som indvandrere og ikke kategoriseret som danskere. Debatten er ude på et sidespor, hvor den almene befolkning, hr. og fru Jensen, ikke kan følge med, men lader sig rive med af populistiske politikeres manipulationer. Vælgerne oplyses ikke, men vildledes om det nationale fællesskab, vi har, og det, vi burde arbejde på at skabe for fremtiden.

Det er bekymrende, at Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Venstre og Nye Borgelige vurderer, at mine kommende børn og mange andre med min baggrund skal optræde som ikke etniske danskere i statistikkerne. Hvordan er det overhovedet plausibelt, at den tredje generation af børn fra familier med en anden etnisk herkomst stadigvæk skal betragtes som indvandrerbørn?

Jeg blev født i Danmark, et land med håb, demokrati, frihed for alle individer, langt væk krig, korruption og kleptokrati, som hersker i mine forældres hjemland. Mine børn bliver født i Danmark, rundt regnet 35-40 år efter mine forældre kom til hertil. Det giver da ikke mening at kalde dem ” indvandrere”.

Hvordan i alverden skal jeg forklare dem logikken bag denne konstruktion, hvis de spørger: ”Far, hvorfor kalder de os indvandrere på tv?” Skal mine børns sprogkundskaber, resultater i børnehaven og folkeskolen og tilknytning på arbejdsmarkedet analyseres ud fra dem-og-os-holdningen i integrationsdebatten og diverse rapporter om integrationen i kongeriget Danmark? Det giver ingen mening.

Hvor lang tid skal vi blive ved med at holde fast i udtryk som ”indvandrer”, ”efterkommer” og sågar ”perker”? Er det ikke skadeligt for sammenhængskraften, og skaber det ikke unødig polarisering mellem ”os” og ”dem”? Den nedladende retorik bidrager kun til at fjerne fokus fra at skabe en god integration.

Det er tid til forandring og til, at den negative spiral af indvandrergenerations-volapyk ender brat. Politikerne skal ikke altid være overdommere for, hvem der kan betragtes som danskere.

Det er mig, dig og alle andre danskere, der skal bidrage til, hvad der forener og gør os danske. Mine børn bliver danske – det bliver deres børn også, og det skal aldrig være et tvivlsspørgsmål igen. N.F.S. Grundtvig har allerede skåret den ud i pap:

Til et Folk de alle hører,
Som sig regne selv dertil,
Har for Modersmaalet Øre,
Har for Fædrelandet Ild.