Den gode børneopdragelse rimer ikke på stuearrest

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Det er alt sammen meget fint – altså at man ikke må banke børnene. Men mon ikke man med forbuddet mod den milde strafform, som stuearrest jo immervæk er, griber lidt for langt ind i forældres mulighed for at opdrage deres børn? En god opdragelse betragtes nemlig stadig i vide kredse som et godt aktiv, der kan lette børnenes videre færd.«

Det skrev Tage Clausen i sin JP-klumme for en uges tid siden i sin utilfredshed med et lovforslag mod psykisk vold, der bl.a. betyder, at det bliver forbudt at give sine børn langvarig og skadelig stuearrest.

Tage Clausen virker overbevist om, at resultatet af lovforslaget bliver, at en række ’irriterende og forkælede’ unger får frit spil til at være om muligt endnu mere irriterende end før.

Men forældre, der benytter sig af stuearrest, gør sig selv en bjørnetjeneste: Børn, der bliver mødt med hårde sanktioner i opdragelsen, har i undersøgelsen også vist sig at have en større risiko for at få problemer senere i livet, viser forskning fra VIVE.

For børnene kan langvarig stuearrest være ganske invaliderende, og derfor sigter lovforslaget netop på de grove tilfælde af stuearrest, som næppe rimer på god opdragelse.

Grænserne, for hvornår opdragelse bliver til psykisk vold, er flydende alt efter hvilket barn, man har med at gøre. Kortvarig brug af time out kan være en opdragelsesmetode, der giver mening for barnet. Men langvarig og gentagende stuearrest giver barnet oplevelse af som person ikke at være god nok.

På Børnetelefonen hører vi jævnligt fra børn og unge, som udsættes for stuearrest i dage, uger og måneder – og på en måde, som de ikke forstår meningen med. Sådanne tilfælde må betragtes som et overgreb på børnene, der risikerer at afskære dem fra deres sociale liv og have ødelæggende indflydelse på deres selvtillid og selvværd.

At få et barn er et stort ansvar, der kræver mange kræfter og tålmodighed. God opdragelse er derfor heller ikke laissez faire, hvor der ikke gøres forskel på rigtigt og forkert og uden hensyn til andre mennesker.

God opdragelse er, at man giver sine børn trygge rammer, at man som voksen er tydelig over for barnet og griber ind, når barnet slår, smider med tingene eller nægter at tage overtøj på. Ikke gennem lussinger, langvarig stuearrest eller ved at miste besindelsen. Men ved at træde i karakter som den voksne.

Det er et meningsfuldt lovforslag, som ligesom revselsesrettens ophør kan være en vej mod den ophør af psykisk revselsesret.