Kære Mulle: Jeg vil ikke kaldes "spasser"

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kære Mulle Skouboe

Jeg har stor respekt for dig. Jeg synes, at du er rapkæftet og lækker. Du har tit gode pointer, f.eks. om hvor åndssvagt det er at blive kaldt “hende i kørestolen” af telefonpasseren på din datters skole. Eller om, at der er brug for nye skønhedsidealer, der tager højde for, at det skæve kan være hot.

Jeg håber, at du også har respekt nok for mig til at læse hele den her besked – også hvis du ikke er enig med mig. Jeg så jo i første afsnit af tv-udsendelsen ”Danmarks lækreste spasser”, at du ikke ville læse beskeden færdig fra én, der ikke havde lyst til at blive kaldt ”spasser”.

Jeg er én af dem, der ikke gider kaldes ”spasser” – men jeg kan godt finde på at kalde mig selv for ”krøbling” for at provokere. Pointen er for mig, at man selv skal bestemme, hvordan man vil identificere sig. Det skal ingen andre blande sig i.

Det betyder, at selv om jeg kan kalde mig for ”krøbling” eller for ”lebbe” eller nogle gange ”bling-lebbe”, så må Lars Løkke eller Pernille Skipper ikke sige det samme. Det kommer helt an på, hvem det er (en god homoven eller min chef?) og på konteksten (hjemme over rødvin eller i en ansættelseskontrakt?).

Du skal have præcis samme ret til at definere dig selv. Det skal de andre deltagere i DR2-programmet også. Hvis I vil kaldes ”spassere”, så er det dét, programmet skal hedde! Det er jeres kroppe og jeres liv. I bestemmer.

Men Mulle – den ret må I også give andre mennesker uden at gøre nar af dem, bare fordi de hellere vil kaldes noget andet.

Når du siger i Jyllands-Posten, at »min egen race er nogle pylrerøve. De piber over det mindste, og alt skal være så politisk korrekt«, så giver du ikke mig og andre med handicap ret til at bestemme over vores kroppe.

Og du fortsætter med at tage samme ret fra transpersoner:

»De burde kalde sig det, de er. Du er intetkønnet – hey, du er født med tissekone, eller du er født med en tissemand – kald dig, hvad du vil. Men bliv ikke sur, hvis nogen kalder dig en mand.«

Når du siger sådan nogle ting, så sparker du nedad. Du sparker til os, der er i mindretal og sårbare. Du sparker ikke fordomme ned, for du siger bare dét, som det ”normale” flertal synes – nemlig at de dér transpersoner eller handicappede er mærkelige og krævende, hvis vi vover at stille krav. F.eks. krav om, at vi gerne vil tales til på en måde, så vi ikke bliver kede af det. Du anerkender faktisk slet ikke, at vi kan blive kede af det. Du siger bare, at vi »piber«.

Men Mulle – her bliver jeg nødt til at minde dig om, at du på nogle punkter er mere heldig end andre. Ja, du har et handicap. Det har jeg også. Her minder vi om hinanden. Men du er også heterokvinde født med en tissekone, som du gerne vil kalde det. Så du har aldrig prøvet at skulle springe ud af skabet eller blive gjort nar af på grund af din seksualitet. Du har aldrig prøvet at blive kaldt psykisk syg, bare fordi du føler dig som et bestemt køn, og du bliver altid kaldt dét, du gerne vil – nemlig ”hun”. Du har aldrig haft lyst til at begå selvmord på grund af dit køn eller din seksualitet. På dét punkt er du heldig, og når du kalder de af os, der ikke er heterokvinder med tissekoner for »pibede pylrerøve«, så sparker du nedad. Så mobber du, og det tror jeg egentlig ikke, at du vil. Jeg tror bare, du glemmer, at alle ikke er så heldige som dig.

Du er også heldig ved at være lækker og have nemt ved at score. Som du siger i Jyllands-Posten: »Det er da bedre end de programmer, hvor syv handicappede sidder og piber over, at de ikke kan få en kæreste. Jeg har aldrig haft svært ved at score.«

Jeg er enig med dig i, at det er godt at vise, at folk med handicap også har kærester – men husk igen: Du er heldig. Der er andre af os, der ikke er så gode til at score, som ikke har flotte bryster og slank figur og et smukt ansigt. Du får det til at lyde som om, vi bare skal tage os sammen; at vi bare »piber«.

Nu ved jeg ikke, om du synes, at jeg er røvsyg at se på? Det synes jeg ikke selv. Men jeg har faktisk aldrig haft nemt ved at score. Måske er det sværere for mig, fordi jeg er lesbisk, og den eneste lebbebar i København har trapper. Måske er jeg bare dårlig til at flirte. Aner det ikke. Jeg ved bare, at din oplevelse af, at det er let at score uanset handicap, ikke er den samme for alle. Du er heldig. Og det skal du huske på, når du får taletid i medierne. For ellers kommer du til at gøre nogle af os kede af det.

Det store flertal – alle dem, der render rundt på to ben og er åh så normale og heteroseksuelle og handicapfri – de bliver selvfølgelig ikke kede af det. Tværtimod bliver de glade og elsker dig, fordi du jo siger til dem, at de ikke behøver at tale pænt eller vise respekt over for folk, der er anderledes. Du siger, at de ikke har noget som helst ansvar, hvis de f.eks. gør en transkønnet eller én med handicap ked af det. For det er jo bare transpersonerne og dem med handicap, der piber! Vi burde bare være glade og holde kæft i stedet for.

Du siger »vores race« i Jyllands-Posten, som om vi er et fællesskab, os med handicap. Men når du sparker nedad på dem med handicap, der ikke er enige med dig, så er det er ikke særlig sammenholdsagtigt.

Så her er mit forslag, Mulle: Kan vi ikke prøve at lave en anden ”race”?

En race, hvor det afgørende ikke er, om vi har handicap eller ej. Det afgørende skal være, at vi passer på hinanden i vores minoriteter og kun sparker opad. At vi prøver på at forstå hinanden, også når vi ikke er enige. Så hvis nogen siger: »Det dér sårer mig« – så siger vi ikke: »Du er en pylrerøv.« Så siger vi: »Undskyld! Jeg gør det ikke igen.«

Jeg håber, at du er nået igennem min besked og ikke bare har grinet af den. Jeg griner nemlig ikke af dig.