Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Et solidt vindskjold på Storebæltsbroen blev glemt

Mogens Therkelsendirektør, Padborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Desværre skete der en meget alvorlig ulykke 2/1 på Storebæltsbroen. Siden oplevede vi et væltet køretøj. I begge tilfælde får vinden en alvorlig del af skylden. Ved det første uheld, som vel stadig ikke 100 pct. er afklaret, er den reelle årsag til uheldet måske også stormen. Nu er politikerne jo ofte meget hurtigt i blækhuset og melder ud om tiltag, før sagerne ofte er sagligt belyst, og det gælder også her.

Når man nu vil til at forbyde lette køretøjer at passere i storm/blæsevejr, pålægger man igen en yderligere restriktion på transporterhvervet, nøjagtig som man gjorde med restriktioner på rastepladser. Ydermere ligger der forslag fra DF om, at der skal yderligere restriktioner på tosporede motorveje for lastbiler.

En gang imellem er det også fornuftigt at se indad for politikerne. Mht. Storebæltsbroen: Der er ingen tvivl om, at da denne blev konstrueret, var det nogle af de ypperste ingeniører, konstruktører m.fl., der var sat på projektet. Men åbenbart har blæst og storm ikke været et særligt aktuelt emne, for så havde man vel taget yderligere forholdsregler i byggefasen?

Hvorfor har man ikke i konstruktionen taget vindskjold med i byggeplanerne? Nu skal transporterhvervet, turister med campingvogne samt andre lette køretøjer tages som gidsler. Er det retfærdigt? Jeg håber, politikerne vil bruge foråret og sommeren på at få gennemarbejdet alternativer, da der i disse perioder er mindre muligheder for stormvejr.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.