Samfundsvidenskabernes formåen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Peter Gorm Larsens kronik om samfundsvidenskabens elendighed rummer så mange uklarheder, fejl og misforståelser, at den må imødegås for ikke at efterlade læsere med det indtryk, at der er noget om det, han siger.

Som udgangspunkt er det uklart, hvem der har bibragt Peter Gorm Larsen den grundopfattelse, at samfundsvidenskaberne har den klassiske fysik som ideal. Nye bekendtgørelser for samfundsfag og økonomi i gymnasiet omtales i vage vendinger, men udover dette dokumenteres opfattelsen ikke. Han kritiserer samfundsvidenskaben for ikke at kunne komme med holdbare forudsigelser og taler om ”dens elendighed som videnskab i klassisk forstand” – men hvem har hævdet, at samfundsvidenskaberne skulle være videnskab ”i klassisk forstand”?

Jeg er nu gået af som professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, men i en årrække holdt jeg den indledende forelæsning for de nye studenter i faget politologisk grundkursus – kært barn har mange navne, statskundskab, politisk videnskab, politologi. Jeg ved ikke, hvornår Peter Gorm Larsen var på første semester og derfor ikke, om han har været til min forelæsning. Hvis han havde, ville han have hørt, hvordan jeg fremhævede, at statskundskaben netop ikke kunne og skulle sidestilles med naturvidenskaberne. Lad mig citere ordret fra min forelæsning:

»Den politiske videnskab er en videnskab i den betydning, at man beskæftiger sig med at opnå viden om politiske fænomener på en systematisk måde. Vi benytter bestemte metoder, når vi undersøger de politiske objekter, og disse metoder skal sikre, at når andre benytter de samme metoder, så når de frem til de samme resultater.

Den sikre og systematiske indsamling af viden sker med henblik på at beskrive og forklare – og ideelt set at forudsige – politiske fænomener. Vi søger at beskrive de politiske fænomener så systematisk som muligt, for på dette grundlag at kunne generalisere og formulere teorier, dvs. formulere påstande om sammenhænge mellem fænomenerne. Hvis vi engang bliver dygtige nok til dette, således at vi kan kontrollere alle relevante sammenhænge, kan vi måske – jeg understreger ”måske” – blive i stand til at for­udsige, hvordan politiske forhold vil udvikle sig.

De videnskabelige metoder og målet om at beskrive og forklare og forudsige giver den politiske videnskab en grundlæggende lighed med andre videnskaber. Der er desuden visse andre ligheder, men der er sandelig også forskelle i forhold til andre videnskaber.

Hvis vi ser på forskellene, så adskiller den politiske videnskab sig på to afgørende måder fra mange andre videnskaber.

Man kan som sagt definere en videnskab som den systematiske måde at opnå viden på, og de metoder, hvormed studieobjekterne undersøges. Disse metoder kan være mere eller mindre veludviklede eller mere eller mindre primitive. Sammenlignet med astronomien, fysikken og lægevidenskaben er samfundsvidenskaberne generelt og den politiske videnskab specielt ganske primitive. Kort fortalt står vi over for mange flere variable – faktorer, der øver indflydelse på de politiske forhold – end for eksempel fysikeren og lægen, og vore beskrivelser er langt fra præcise, dækkende og udtømmende. Vore målemetoder og måleinstrumenter er grovere. og vi har langtfra kontrol med på alle de faktorer, der har betydning, og de kendte faktorers sammenhæng og styrke er kun ufuldstændigt beskrevet. Derfor er vore forklaringer altid begrænsede og foreløbige, og hvis vi i det hele taget vover os ind på det område, der hedder forudsigelser, så er det under ”alt-andet-lige-forudsætninger”, som sjældent viser sig hold­bare.

Man kan faktisk sige det på den måde, at de sikre forudsigelser, som politologer kan komme med, er uinteressante – for eksempel at valgdeltagelsen i Danmark ved det næste valg bliver over 80 pct. – og de interessante forudsigelser, som de kan komme med er højst usikre – for eksempel hvem der danner den næste regering i Danmark.

I det hele taget kan jeg kun fraråde jer i jeres egenskab af at blive polito­loger at fremsætte prognoser inden for vores fag, at spå om den kommende udvikling – eksemplerne på, at vi rammer galt, er mindst lige så talrige som eksempler på, at vi rammer rigtigt. Selv når det drejer sig om næsten kontrollerede situationer, for eksempel at for­udsige et valgresultat på grundlag af gennemførte menings­målinger, er usikkerheden så stor, at der er mange politisk interessante mulig­heder inden for fejlmargenen! Af kollegial solidaritet skal jeg und­lade at berette alt for detaljeret, hvor mange af mine kolleger her på Statskundskab, der i 1980’erne forudså Den Kolde Krigs afslutning, men hvis jeg antyder, at det er et tal, som romerne ikke be­nyt­tede sig af i deres talsystem, er det nok for de indviede!

Kort sagt, skal I ikke inden for de næste tre eller fem år regne med at blive præsenteret for et samlet sæt af teorier om politiske forhold, der udtømmende kan for­klare, endsige forudsige komplicerede begivenheds­forløb med nogen særlig høj grad af sikkerhed og relevans.«

Det var mine ord, så jeg beklager, hvis Peder Gorm Larsen ikke fik dem taget til sig og har virket i en årrække på et helt misforstået grundlag.

I min indledningsforelæsning pegede jeg også på en anden væsentlig forskel mellem sam­funds­videnskaberne og for eksempel fysikken og andre ”eksakte” videnskaber. Den politiske videnskab beskæftiger sig ikke blot med at beskrive, forklare og forudsige; men også med muligheden for at bevare eller æ­ndre. Selv om de tekniske muligheder udvikler sig så kraftigt, at også biologien og fysikken nærmer sig grænser, hvor de bliver i stand til at påvirke deres studieobjekter – for eksempel biologien (genmanipulation m.v.) – så kan vi dog (endnu) ikke ændre planeternes gang (astronomien) og i hvert fald kun ophæve de fysiske love kortvarigt og under særlige betingelser (vægtløshed o.lign.).

Anderledes med de sociale videnskaber, hvis studie­objekter er mennesker og forholdet mellem mennesker. Her melder spørgs­målet sig meget hurtigere, om de sammenhænge, der iagttages, beskrives og forklares, nu også er værd at bevare, eller om vores viden bør danne grundlag for indgreb, der ændrer forholdene.

Det var ikke bare Karl Marx, der har givet udtryk for denne problematik. I sin 11. tese til Feuerbach sagde han: »Filosofferne har kun fortolket verden for­skelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den.« Også for eksempel den franske aristokrat og pioner inden for den politiske sociologi og det komparative studium af politik, Alexis de Tocque­ville, var inde på det samme. I sin bog om demo­kratiet i Amerika sagde han således allerede i 1835: »Den demo­kratiske regeringsform må tilpasses efter tid og sted, efter folk og omstændigheder. En ny verden forlanger en ny statskundskab« - idet det gælder om »at forstå demokratiet for derigennem at kunne beherske det.« Han formulerede med andre ord den politiske videnskabs opgave som dette at forstå demokratiets fremvækst, således at man kunne bevare dets gode sider og gardere sig mod dets dårlige sider.

Men at tage stilling til, hvad der er de ”gode” og de ”dårlige” sider, forudsætter nogle normer for godt og ondt. Dette illustrerer, at vores fag ikke blot søger at beskrive og forklare de politiske fænomener, men at det – udover dette deskriptive aspekt – også rummer et normativt aspekt. Vi beskæftiger os ikke blot med spørgsmålene, hvordan er det, og hvorfor det er sådan, men også med spørgsmålet, hvordan bør det være? At adskille de deskriptive og de normative elementer er en særlig opgave for de sociale viden­skaber og specielt for den politiske videnskab.

Hovedfilosofien på statskundskab i Aarhus har i årevis hvilet den viden­skabelige værdirelativisme, hvis centrale pointe er, at man ikke kan bevise normative påstande viden­skabeligt. Dette betyder ikke, at vi ikke kan beskæftige os med normative emner, og heller ikke at vi ikke kan anstille ganske rationelle analyser, der begrunder bestemte værdier og ideologier. Det betyder blot, at vi ikke mener at kunne bevise videnskabeligt, hvad der er godt og efterstræbelses­værdigt. Hverken socialister eller liberalister skal derfor forvente gennem deres studium at kunne finde videnskabeligt bevis for deres værdigrundlag.

Men også den videnskabelige værdirelativisme anfægtes – også af folk på Statskundskab i Aarhus – hvilket blot er et blandt flere udtryk for fagets teoretiske pluralisme – at der ikke findes én sammenhængende og fuldt dækkede teori om politiske fænomener.

Peder Gorm Larsen har ikke blot misforstået politologien, men generaliserer også alt for vidtgående om ”samfundsvidenskaberne”. Det er faktisk ganske vanskeligt at sige noget samlet og præcist om videnskaber, der omfatter både økonomi, sociologi og statskundskab. Selv inden for statskundskaben er der emner, teorier og metoder der på en side grænser op til og over i historie og idéhistorie, på andre sider op til og over i så forskellige videnskaber som statsret og nationaløkonomi. Der kan meget vel på afgrænsede områder formuleres holdbare teser om sammenhænge og om årsager og virkninger. Det er for unuanceret generelt at afvise dette. Men nogle samfundsvidenskaber går længere end andre i retning af at ville efterligne naturvidenskaberne – nogle nationaløkonomer nok længst i retning af at opstille modeller, der skal kunne forudsige udviklingen. At disse modeller hviler på angribelige forudsætninger og antagelser om sammenhænge mellem enkelte variable er almindeligt kendt og diskuteret, ligesom erfaringen for, hvor ofte forudsigelserne rammer ved siden af.

Hvad kan man så bruge samfundsvidenskab og specielt statskundskab til? Politologer er uden tvivl bedst til efterfølgende at beskrive, hvad der er sket og efterrationalisere, hvorfor det gik sådan. En kendt politolog har engang sagt, at gode beskrivelser er bedre end dårlige forklaringer. Med nogen rimelighed kan de måske også sige, hvordan det kunne være gået, under andre forudsætninger, og hvilke erfaringer, man kan drage af det passerede, så man er forberedt over for en tilsvarende situation i frem­tiden – en situation, som aldrig er helt nøjagtig tilsvarende, og derfor vanskelig forud­sigelig. Men politologer kan i det mindste bidrage ved kritisk undersøge og afkræfte myter og misforståelser, der finder udtryk i den offentlige debat – blandt andet alt for høje og ubegrundede forventninger om samfundsvidenskabernes formåen.