Handelssamarbejdet i verden er endt i slagsmål på det oprørte hav

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Få dage før jul dumpede to tidsskrifter ind ad døren. ”Er USA færdig som supermagt?” spurgte Ræson. ”Europa i opløsning” var forsiden på Politikens nye historiemagasin.

Det internationale system er i krise, ingen tvivl om det. Udløst ikke mindst af Trump-administrationens opgør med det system af multilaterale samarbejdsorganisationer, som USA i årtier har været drivkraften bag.

Frem for at tage diskussionen med Kina inden for dette systems rammer og søge samarbejde med bl.a. EU om vejen frem har USA valgt at søge konfrontationen alene. Og i stedet for at fastholde den værdimæssige overhånd, som menneskerettigheder og liberale frihedsværdier altid har givet USA, synes man nu på vej til at sætte også dette over styr.

Totalitære regimer får ikke længere det politiske modspil, de fik tidligere.

Det amerikanske kursskifte har betydet, at efterkrigstidens multilaterale institutioner i dag er under stærkt pres, også værdipolitisk: FN, Nato, WTO – og EU har som bekendt også sit at slås med.

Etablerede spilleregler tilsidesættes. Velfungerende samarbejdsformer forkastes. Nationalisme og alles kamp mod alle synes på vej til at erstatte det regelbaserede internationale samarbejde, der er bygget op siden 1945.

Bliver det bedre i 2019? Kan udviklingen vendes?

Et af de grundlæggende problemer er, at en del ser globalisering og international økonomisk integration som en udvikling, der truer national suverænitet og landenes demokratiske styreformer. Det er et grundargument i mange populistiske og nationalistiske fortællinger.

Men det holder ikke. Suverænitet er ikke lig med mure og lukkede grænser. Muligheden for overhovedet at udøve national suverænitet er tværtimod afhængig af, at det sker i samarbejde med andre.

Intet land er i stand til alene at håndtere de grænseoverskridende problemer, verden står midt i: global opvarmning og klimaændringer, terrorisme, international kriminalitet, risikoen for nye farlige epidemier, spredning af nukleare våben, hvidvask og international skatteunddragelse, det farlige samspil mellem fattigdom, befolkningstilvækst og migrationspres, som vi ser i Afrika – for bare at nævne nogle.

Verden har over de seneste mange årtier oplevet en markant økonomisk vækst, drevet af en række omfattende teknologiske nybrud, markante forøgelser af den internationale samhandel og styrket global arbejdsdeling.

En moderne smartphone består af hundredvis af enkeltdele fremstillet i dusinvis af lande. Et godt billede af en verden, hvor vi alle, også politisk, får mere ud af at samarbejde med hinanden end af at forsøge at gøre tingene hver for sig.

Internationalt samarbejde er ikke et zero sum game, hvor vi kæmper mod hinanden om at fordele kagen. Internationalt samarbejde handler om i fællesskab at gøre kagen større. Om at skabe flere muligheder for at håndtere de globale problemer effektivt – og for at skabe mere værdi og bedre resultater for alle.

Men det forudsætter samtidig, at landene er nogenlunde enige om det helt grundlæggende. Om, at vi i fællesskab kan nå længere end hver for sig. Og om, hvad de afgørende problemer er, og hvilke handlemuligheder der findes.

Det er her, det kniber.

I 2019 står vi over for i hvert fald to afgørende valg af retning.

Det ene er på handelspolitikken. Vi må undgå, at den begyndende globale handelskrig udvikler sig yderligere. Der er behov for samarbejde om reformer inden for rammerne af WTO. Trump-administrationens pres på Kina har givet haft effekt, og det er vigtigt, at det momentum, der er skabt, nu føres i den rigtige retning.

Erklæringen fra G20-topmødet i Buenos Aires giver lidt grund til optimisme i forhold til reformer af WTO-systemet. Men det kræver, at de uomtvistelige fordele ved frihandel kommer stærkere frem i de politiske drøftelser, så protektionistiske kræfter ikke dominerer.

Det andet vedrører klimaændringerne og opfølgningen på Paris-aftalen. Der er stærkt videnskabeligt belæg for, at vi skal holde den globale temperaturstigning på under 1,5 grader celsius.

Et almindeligt forsigtighedsprincip tilsiger, at vi sikrer, at vores børn og børnebørn ikke om få årtier skal stå uden mulighed for at vende udviklingen. Det er uansvarligt bare at afvise, at problemet findes – eller satse hele butikken på, at der vil komme en magisk løsning, som vi ikke kan se i dag. FN’s klimatopmøde til september bliver et vigtigt hjørne i det kommende år.

I begge sammenhænge må vi fortsat forsøge at få USA med. Der er mange amerikanske interesser i spil, og en stor del af dem vil gerne samarbejdet.

Det er også vigtigt, at vi bygger på evidens – på viden og på fakta. En organisation som OECD kan her spille en afgørende rolle ved at skabe et troværdigt og sagligt grundlag for forhandlinger i WTO og i FN.

Der er store globale udfordringer på vej: Teknologi og digitalisering skaber nye organisationsformer og nye muligheder, men også nye risici.

De multilaterale organisationer er den ramme, vi har skabt for at håndtere disse udfordringer i fællesskab. Der er mere brug for dette samarbejde end nogensinde før.