Der er et enormt behov for reformer af den sociale og politiske struktur

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg læste med interesse Mikael Jalvings indlæg i JP om Frankrig og præsident Emmanuel Macron. Hvis formålet med dette indlæg er at give en retvisende orientering om situationen i Frankrig, er indlægget imidlertid ikke heldigt.

Jeg kender ikke Mikael Jalvings eventuelle politiske eller kulturelle ståsted, da jeg har boet i Frankrig i de seneste 40 år, men indlægget giver mig anledning til at fremkomme med nogle få kommentarer.

Macron er selv den første gilet jaune (de gule veste), da hans vej til præsidentposten og dermed præsidentpalæet netop var at repræsentere en del af befolkningen, der ikke længere har tillid til de traditionelle politiske partier og ville en ”tredje vej”.

Hans valg til præsidentembedet splintrede totalt det bestående politiske system, som igennem min. 40 år har kørt en politisk linje, der har forhindret de nødvendige reformer i samfundet, for Frankrig har et enormt behov for reformer af sin sociale og politiske struktur.

Macron blev valgt på et program, der indebærer stort set alle de nødvendige reformer, og disse er blevet iværksat uden smålig skelen til de politiske fagforeningers protester.

Disse fagforeninger har altid kunnet bremse ethvert forsøg på at reformere landet. Det er især den gældende arbejdsmarkedslovgivning, der skal ændres, for at Frankrig kan komme til at fungere på linje med Tyskland, Benelux og de skandinaviske lande, som er Macrons forbilleder.

Med landets administrative struktur med 36.000 kommuner, et næsten lige så stort antal cantoner, ca. 100 departementer og ca. 15 regioner er der tale om en størrelse, der er umådeligt dyr i drift og ikke specielt befordrende for reformer og dermed besparelser, der kan bane vejen for en reduktion i de offentlige udgifter, der kræver store og stadigt stigende skatter og især afgifter på alle mulige områder, og som er baggrunden for den nuværende krise med optøjer i Paris og de større provinsbyer.

Herudover er der også programmeret reformer af pensionssystemet.

Men reformer tager tid, og der er grupper i befolkningen, godt hjulpet af de gamle politiske partier, der meget gerne ser Macron bragt i miskredit, og som ikke har tålmodighed til at vente på, at disse reformer først gennemføres og derefter får tid til at virke.

Selvfølgelig burde Frankrig have en anden forfatning og et valgsystem, der muliggør, at større befolkningsgrupper kan blive repræsenteret i parlamentet. Dårlige erfaringer med den forudgående forfatning, der fra 1945 til 1968 havde medført 12 eller flere skiftende regeringer, har bevirket, at franskmændene endnu i dag er tilbøjelige til at foretrække en styreform med en stærk præsident og et valgsystem, der sikrer, at et solidt flertal kan komme til at styre landet og normalt vælges for min. fem år ad gangen.

Denne forfatning blev indført af præsident Charles de Gaulle og var indrettet på den tid, hvor han overtog magten. Dette system, den såkaldte Femte Republik, er stort set uændret siden de Gaulles tid.

Det indebærer, at selv store befolkningsgrupper ikke bliver repræsenteret i parlamentet, idet der for at blive valgt kræves absolut flertal af de afgivne stemmer i kandidatens valgkreds og i et valg, der foregår over to omgange, normalt hvert femte år. Altså ikke et system med forholdstalsvalg, som det kendes i mange lande, herunder i Danmark

Det er derfor logisk, at store befolkningsgrupper føler at være sat uden for systemet, og det er spørgsmålet, om ikke netop dette forhold er det væsentligste i den nuværende krise og måske kan lede til seriøse overvejelser hos Macron om at ændre på valgsystemet og dermed på landets forfatning.

Macron er overbevist tilhænger af Europa og gerne et integreret og mere handlekraftigt Europa, og netop dette forhold er måske en del af baggrunden for Mikael Jalvings efter min mening uretfærdige og ikke specielt positive billede af præsidenten, der trods sine kun 40 år har et langt klarere udsyn end nogen af hans forgængere.