Stå nu ved, hvem du er, uanset hudfarve og religion

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Da jeg var yngre, var der ikke noget, der kunne få mig til at skamme mig mere, end hvis nogen spurgte mig: »Hvor kommer du fra?« Jeg var bange for at blive afsløret som fuldblodsmuslim.

I forbindelse med DR2’s nye dokumentar “Jøde!”, der tager udgangspunkt i Sanne Cigale, der er vokset op med at skulle skjule sit jødiske ophav, har jeg oplevet at blive blæst fuldstændig overbord fra det skib, jeg kalder min dagligdag. Denne seje kvinde, Sanne Cigale, der gør op med sin frygt for at være sig selv og står ved sit ophav, har gjort, at jeg vil skifte min Haruki Murakami-godnathistorie ud med at skrive dette.

Lad os vende tilbage til spørgsmålet ”hvor kommer du fra?”, der har været monsteret under min seng i mange år. Jeg har sågar engang løjet om, at jeg blev født i et fly mellem Danmark og Afghanistan. Det med flyet er løgn, men resten er vist sandt.

Det var ikke spørgsmålet “hvor kommer du fra?”, der var noget galt med. For jeg vidste, at “hvor kommer du fra?” var snoren, og spørgsmålstegnet var en fiskekrog, som folk kastede ud for at fiske efter en helt særlig art. Oppe i mit hoved tænkte jeg uden at tænke mig om, at hvis bare jeg var født i Danmark, Australien, Norge eller Sverige, kunne jeg få et slags menneskeligt svanemærke. Et svanemærke, der kunne bevise, at jeg ikke er fyldt med kraftige kemikalier og ikke vil skade miljøet omkring mig.

Hele mit korte liv har jeg ikke stræbt lige så hårdt efter noget, som jeg har stræbt efter at blive en vaskeægte dansker. Og jeg må i kølvandet på det aktuelle politiske vejr sige, at der i mit liv ikke er noget, jeg skammer mig mere over end at være dansker. Det er altså meget sagt. For jeg har prøvet at lysne mit hår, tage næseløftere i næseborene og prøvet at ønske mig blå øjne i fødselsdagsgave i mange år af mit liv.

Jeg vil ikke skrive et åbent brev til Inger Støjberg eller nogen medlemmer af Dansk Folkeparti i dag. Jeg vil ikke frabede nogen at spørge mig, hvor jeg kommer fra. Men jeg vil ydmygt lave et opråb til unge, der lever imellem to kulturer og/eller har en anden etnisk baggrund, om at lade være med at spilde så meget tid på at give afkald på sig selv for at passe ind.

Det, synes jeg, er vigtigt at sige, for hvis jeg ikke niver mig selv i armen, når jeg støder på billedet af en brun, muslimsk mand i kategorien ”kriminel udlænding”, ville jeg i svage øjeblikke kunne bildes ind, at verden er noget så tomt og meningsløst som en kamp mellem islam og Vesten.

Sådan en kamp ville rive sådan en som mig midt over. Jeg vil ikke hævde, at jeg ved, hvad vi mennesker er, men jeg er overbevist om, at vi i hvert fald ikke er noget så overfladisk som det, vi umiddelbart identificerer os med på baggrund af vores hudfarve, religion, nationalitet, kultur eller etnicitet.