Regeringen har hverken sparet på folkeskolen eller forgyldt de frie skoler

I indlægget “Med skole skal land bygges” slutter Lars Olsen af med sætningen: »Skolepolitikken overlades til Liberal Alliance, der drømmer om et andet skolesystem og et andet samfund. Privatskolerne forgyldes, mens der spares på folkeskolen.« Det kalder på noget fakta.

Det er en påstand, jeg har hørt før, og noget siger mig, den vil blive gentaget til bevidstløshed i valgkampen. Men vi bør holde os for gode til den slags. Politiske uenigheder er helt legitime, men påstande, der ikke holder vand, bør holdes ude af en sund demokratisk debat. Ellers forsumper vi i påstande og politisk metaltræthed.

Regeringen har hverken forgyldt de frie skoler eller sparet på folkeskolen.

Hvis vi tager folkeskolen først: Det er ikke regeringen – rød eller blå – der afsætter penge til folkeskolen, det er kommunerne. Kommunerne brugte i 2017 i gennemsnit 74.734 kr. pr. elev, men det er meget forskelligt, hvordan økonomien til folkeskolen bliver prioriteret rundtom i landet.

I eksempelvis Odense brugte man 68.951 kr. pr. elev og i Fredericia 68.949 kr. pr. elev. Begge disse kommuner ligger således pænt under landsgennemsnittet og er i øvrigt ledet af socialdemokrater. Nogle kommuner ligger over landsgennemsnittet, men uden at kunne påvise en tilsvarende høj faglighed eller trivsel blandt eleverne.

Ser vi på den overordnede ramme, har kommunerne de seneste år afsat omkring 42 mia. kr. til folkeskolen årligt. Siden 2014 er beløbet, der bruges på folkeskolen, stort set uændret, og det er stabilt endnu længere tilbage. I samme periode er elevtallet i folkeskolen også faldet bl.a. på grund af mindre årgange.

Den samlede udgift for en elev i folkeskolen er således gået fra 74.060 kr. i 2014 til 74.734 kr. i 2017. I samme periode er elevtallet faldet med omtrent 2 pct. I 2013 blev skoledagen længere, og eleverne fik flere timer, uden at den økonomiske ramme blev udvidet i samme omfang. Det betød alt andet lige færre penge pr. time.

VLAK-regeringen har i øvrigt givet noget frihed tilbage til skolerne gennem eksempelvis forsøg med kortere skoledag og frihed fra den noget håndfaste læringsmålsstyring. Det giver mere plads til at bruge ressourcerne, sådan som de nu bruges bedst lokalt.

Herefter kan vi kaste et blik på de frie skoler. Her har regeringen normaliseret de frie skolers tilskud, ikke forgyldt noget som helst.

Økonomien på frie skoler følges med folkeskolen. Et barn i en fri skole koster 24 pct. færre offentlige ressourcer end et barn i folkeskolen.

Et barn i en fri skole får i 2018 76 pct. af udgiften pr. elev i folkeskolen. Når det offentlige betaler 58.849 kr. til et barn i folkeskolen (eksklusive udgifter til pensionsbidrag for lærerne og udgifter til specialskoler og regionale specialtilbud), er det tilsvarende tal for et barn i friskole 44.725 kr. i 2018. Resten betaler forældrene af egen lomme. Og alle forældre betaler i øvrigt det samme i skat, uanset hvor deres børn går i skole.

Den såkaldte koblingsprocent har været på en lille rutsjetur frem og tilbage, men har altså i en længere periode ligget på 75 pct. . Nu ligger den på 76 pct., grundet den ”sociale koblingsprocent”, der skal gøre det lidt lettere for frie skoler at optage elever med særlige behov, selv om de frie skoler ikke har samme kommunale rygstød som de kommunale skoler. Det, synes vi, er rimeligt nok. Summa summarum. Regeringen har hverken sparet på folkeskolen eller forgyldt de frie skoler. Nu ved I det, hvis I skulle møde nogen, der forfalder til de hurtige påstande. Dem skal der nok blive nogen af i de kommende måneder.