Kulturelt og professionelt armod hos DR K
Uddelingen af Nordisk Råds forskellige kulturelle priser druknede i simultantolkningen.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi er 25 mio. mennesker i de nordiske lande og tre selvstyrende områder, Island, Sverige, Norge, Finland og Danmark samt Grønland, Færøerne og Åland i et geografisk område, der i udstrækning er større end Vesteuropa.
Forleden sendte DR K live fra Operaen i Oslo, hvor Nordisk Råds årlige kulturelle priser for musik, børnelitteratur og den store Nordisk Råds litteraturpris m.fl. blev uddelt. Der blev sendt live til alle nordiske lande. Det her binder os sammen i det nordiske fællesskab, fastslog de to norske værter indledningsvis.
Hvad gør DR? Sender live – fint nok, men lader samtidig en medarbejder simultanoversætte – altså tale oven i de norske værter og alle andre, som man hører i baggrunden. Stemningen og hele atmosfæren i Operaen blev slået i stykker for os seere.
Lad gå, hvis danske seere på DR K ikke forstår norsk (men selvfølgelig gør de det ). Værre er, at han også simultanoversatte dem, der motiverede priserne, og som læste fra deres manuskripter. Det var både kunstnere, den norske statsminister og repræsentanter for det norske kongehus. Hvorfor har DR ikke fremskaffet disse manuskripter og tekstet dem til dansk, så vi kunne høre de mange sprog originalt i stedet for en sprogligt fattig og fordansket her-og-nu-tolkning?
Da en færing takkede og gjorde det på forståeligt dansk, blev det i begyndelsen også simultanoversat.
Endnu værre er, at når der blev sagt noget på islandsk, som den danske kommentator i sagens natur ikke kunne forstå, lød det kækt: »Ja, det skal nok være sandt.« Og da en af prisoverrækkelserne tog lidt tid, lød det: »Kom nu.« Da en færing takkede og gjorde det på forståeligt dansk, blev det i begyndelsen også simultanoversat, men så gik det pludselig op for kommentatoren, at: »Nå ja, det behøver jeg jo ikke.«
Mage til kulturelt og professionelt armod i dette DR K-program skal man lede længe efter, hvis denne armod overhovedet findes andetsteds. Jeg klandrer ikke kommentatoren, hvis navn jeg bevidst undlader at nævne, men derimod DR, som lader dette ske. DR bør undskylde og begrunde, hvorfor der på denne måde springes over, hvor gærdet er lavest.