Skal vi alle blive veganere og bo i fugtige skovhytter?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det svirrer i luften med miljømoral fra miljøprædikanter og “self-made” foregangsmænd og -kvinder, der med stolthed fortæller om alt det, de selv gør, og alt det, vi andre skal gøre. Det minder lidt om fortidens bornerte seksualskrigeri, hvor nogle mennesker havde forfærdelig travlt med at fortælle om alt det gode, de selv gjorde, og alt det, andre skulle gøre.

De gamle kulturradikale påstod, at det på en særlig måde havde noget med kirke og kristendom at gøre; at indskrænketheden og dømmesygen var en særlig kristelig sygdom. Det kan enhver tåbe naturligvis sige sig selv, at det overhovedet ikke hverken var eller er.

Det har derimod noget med det menneskelige at gøre. Det er en menneskelig sygdom; trangen til at fortælle om egne bedrifter og at belære andre – om nødvendigt med magtanvendelse – om, hvordan de skal leve, tænke, argumentere og handle.

Skønheden i dette ses eksempelvis i ekstremerne i Nordkorea og tidligere i blandt andet de kommunistiske regimer.

Hedengangne røde tendenser var lette at afsløre, når man sad på den lune side af Jerntæppet. Her var det indlysende på sin vis, fordi de politiske og økonomiske resultater talte for sig selv. Man kunne – uden fare for at blive overvåget – bare gå sig en tur i Brugsen og se, at der var mad på hylderne.

Den gamle, kulturradikale kritik forsøgte at afklæde hykleriet, selvgodheden og dømmesygen, og man kan næsten forestille sig hvilken fryd, det må have forlenet de gode herrer med, når en indremissionsk præst blev afsløret i at have en elskerinde. Så hvor er de kritiske tænkere nu?

De er måske knap så kritiske eller er de sågar enige? Lad os få en miljødebat, som er fri for farisæisme, hykleri og moralisme.

Lad os konstatere, at hvis man virkelig ønsker at gøre noget, skal man for det første holde op med at flyve. Og så skal man holde op med at bygge veje, købe nyt tøj, bo i store murstensbygninger, bruge elektronik, bygge hospitaler, forbyde alle biler, forbyde kød, kølediske i supermarkeder osv. Listen er endeløs.

Der er reelt ingen nedre grænse for, hvor langt man kan gå i forsøget på at redde verden. Stort set intet af det, en dansker ejer eller bruger, kan undgå at skade miljøet.

Betyder det så, at man skal gøre det hele og blive veganer i en skovhytte og have dårlig samvittighed på egne og andres vegne? Eller betyder det måske, at så kan det hele også bare være lige meget, fordi kineserne alligevel sviner 100 gange mere end os, og så kan man bare smide dåserne ud af vinduet, når man kører med sin store dieselmotor?

Det er svært at sige, hvad det betyder – det må vi finde ud af sammen; men tillad mig at insistere på, at det ikke rører ved andet end brækrefleksen, når visse mennesker fuldstændig skamløst tillader sig at moralisere på andres bekostning. Jeg nægter at tage imod miljøbelæring fra andre end veganere, der bor i fugtige skovhytter.

Resten af os må så gøre det, så godt vi kan.