Ingen kan tage Dannebrog fra nogen, for Dannebrog er netop ingens. Og dermed er det alles

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Da vi i 1919 fejrede Dannebrogs 700 år, skrev avisen Socialdemokraten, at Dannebrog som hele folkets flag naturligvis skulle stå side om side med de røde faner. Det var en klog formaning, der på profetisk vis har sat rammen for debatten om det at være dansk.

En debat, der især efter udlændingeloven har fået fart, men som reelt har sin rod i ”det moderne gennembrud”, hvor et nyt syn på tilværelsen dukkede op. I århundreder var der ingen, der havde været i tvivl om det at være dansk. Danskhed og Dannebrog var ikke politik, men hævede sig over meningsforskelle.

Under krigen favnede alle både flag og nationalitetsfølelse, men i efterkrigstiden fik ånden fra 1870’erne atter fart. Folkelighed blev erstattet af individualisme. Nationalfølelse af internationalisme. Det blev noget indadskuende, introvert og gammeldags at føle sig dansk.

Venstrefløjen sværmede for den store verdensrevolution og højrefløjen for kapitalismens globale udbredelse. Begge gjorde dermed vold på det folkelige. For i internationalismen er der hverken plads til folk, fædreland – eller Dannebrog.

Det er afslørende i Pernille Skippers kronik forleden, at hun ikke har forstået denne modsætning mellem ideologi og folkelighed. Som når hun skriver, at »det ikke er ens forfædres aner, religion eller hudfarve, der afgør, om man er en del af fællesskabet«. For det er alle naturligvis enige om. Men det afslørende er, at Skipper her forsømmer selv at give sit bud på, hvad danskhed så er. Hun ved kun, hvad det ikke er. Og det er afslørende.

Dansk Folkeparti har netop ikke ”taget patent på” Dannebrog eller danskhed, men har blot sin rod i en verden, hvor folk og fædreland betyder noget. Et ikkeideologisk fællesskab, hvor det folkelige er det stærkeste.

Skippers danskhed indrammes af en fortælling om Muhammed, hvem der er overgået den uret, at en trafikforseelse afskærer ham fra indfødsret. Hos Skipper er indfødsret altså noget, man har krav på, noget, der skal inkludere. Hos Skipper er Muhammed i centrum. Sådan taler en ideologi.

For os er indfødsret ingen rettighed. For os er den historiske, folkelige og kulturelle forankring til Danmark det væsentlige. Ikke en ret; men en gave. Ikke et fripas, men en opgave.

En kær pligt til at værne om det danske folk og dets historiske ret til at leve i pagt med de traditioner, som vi har overtaget fra generationer igennem årtusinder, og som giver netop det danske folk en adkomst til dette lille sted på Guds grønne jord. Ikke en ret i internationale konventioner og verdensrevolutionerende principper, men en adkomst, afledt af kærlighed til fædreland – med Grundtvigs ord: »Kærlighed til fædreland er den sande odelsret.«.

Denne folkelige forankring strider mod ethvert ideologisk spilfægteri. Og derfor sejler kaptajn Skipper i blinde. Det er nemlig ikke Dansk Folkeparti, der har taget Dannebrog fra hende og hendes kammerater. Ingen kan tage Dannebrog fra nogen, for Dannebrog er netop ingens. Og dermed er det alles.

Det forstod Socialdemokraten for 100 år siden. Lad os håbe, at budskabet snart rammer frugtbar grund.

Det vil være en fornøjelse at se dannebrogsfaner på alle partiers kongresser, møder og demonstrationer. Det vil være et sikkert tegn på, at den folkelige danskhed lever og stadig hæver sig langt over dagligdagens politiske trakasserier. En ikkepolitisk folkelighed.

Men det starter ikke med Dansk Folkeparti, der blot viderefører den tradition, som de ideologiske partier igennem et århundrede har forsømt. Ja, Pernille Skipper og co. burde snarere end kritisere så takke os for at minde om, at der er en verden, som er national.

Det er ikke for sent for venstrefløjen at genopdage denne verden uden for de ideologiske lærebøger. Men det begynder med dem selv.