Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Retssag med proceduremæssige fejl

Jon Rostgaard Boiesenunderviser ved det juridiske fakultet i Aarhus, Risskov

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forleden havde min ringhed den ære at blive nævnt i et debatindlæg i Jyllands-Posten af så prominente forfattere som Trykkefrihedsselskabets formand Aia Fog og bestyrelsesmedlem Michael Pihl. Indlægget handler om sagen mod den engelske højrefløjsaktivist Tommy Robinson, som Fog og Pihl også tidligere har forsøgt at fremstille som en politisk fange i et fejlbehæftet indlæg. Desværre har Fog og Pihl stadig problemer med at holde sig til sandheden. Det hævdes således allerede i indledningen, at »den engelske ytringsfrihedsaktivist blev frikendt ved en appelret i London 1/8.«

Dette er ikke korrekt, og de burde med deres intense interesse for sagen vide bedre end at fremsætte den slags usandheder. Sandheden er, at appelretten fandt, at der var sket en række proceduremæssige fejl i sagen mod Robinson, og at sagen derfor skal gå om – og løslod Robinson mod kaution, indtil han på ny skal for retten.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.