Det kan da ikke være rigtigt, at jeg efter et halvt år som socialrådgiver går ned med stress

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det var mit første job. Jeg var netop uddannet socialrådgiver og var helt fuld af gåpåmod, da jeg fik tilbudt job i en familieafdeling. Jeg fik omkring 60 børnesager. Det lød af lidt meget, men hvad vidste jeg? Jeg var bare glad for, at jeg havde fået et arbejde så hurtigt.

Det gav et sug i maven, da jeg skulle ringe til den første borger, som var forælder til et af de børn, som jeg skulle hjælpe til at få det bedre. Det var en mor. Hun var lidt vred. »Er der nu en ny rådgiver igen? Vi har intet hørt, siden vi var til samtale sidst.«

Jeg kunne godt høre, at hun ikke var vred på mig. Hun var bare bekymret og usikker og vred over, at systemet ikke havde fulgt op.

Hendes søn havde det skidt og var udadreagerende i skolen. Hun følte ikke, at hun kunne give ham tilstrækkeligt med støtte efter hende og faderens skilsmisse. Jeg fik en stor følelse af ansvar i maven. Jeg skulle gøre det her bedre. Denne kvinde skulle igen have tillid til det system, som jeg var blevet repræsentant for.

Men den næste, der ringede til mig, var også frustreret. Det samme var den næste igen. Der havde været et hul, hvor ingen havde passet borgernes sager i en måned, efter at den tidligere sagsbehandler havde sagt op.

Opgaverne hobede sig op, for hver gang jeg talte med en ny borger. Jeg havde så svært ved at nå at følge op, selvom jeg sad der mere end de 37 timer, jeg blev betalt for. Det blev sværere og sværere for mig at leve op til min ambition om, at borgerne skulle genvinde tilliden til systemet igennem mig.

Et halv år efter at jeg blev ansat, sad jeg en søndag i toget på vej hjem fra et besøg hos min far. Jeg skulle tilbage på job om mandagen. Ved tanken om arbejdet begyndte mit hjerte at hamre. Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg steg ud af toget i Nyborg, selv om jeg skulle til København. Bare for at få luft.

Jeg havde igennem de seneste måneder fået det dårligere. Jeg sad længe på arbejde og gik lige hjem i seng, når jeg havde fri. Min hverdag var blevet helt grå, og jeg var ofte lige ved at græde, hvis nogen spurgte, hvordan jeg havde det.

Jeg gik til lægen. Jeg fik diagnosen stress. Jeg fik en god aftale med min chef om at komme tilbage på arbejdet igen i et tempo, hvor jeg kunne have mig selv med.

Men jeg blev bestemt ikke den sidste, der måtte ned og bide i græsset. Den ene kollega efter den anden måtte forbi lægen.

Det førte heldigvis til, at kommunen opnormerede området, så hver socialrådgiver i dag har et rimeligt sagstal.

Men der er også mange steder, hvor de stadig har alt for mange sager. Og det er da et paradoks, at vi, der skal hjælpe dem uden overskud i hverdagen, selv har en hverdag, hvor vi ikke har overskud, tid og energi til at hjælpe borgeren på allerbedste måde. Og på en måde, som vi som samfund kan være bekendt, og hvor vi socialrådgivere kan se os selv i øjnene.

Det understreges af, at der sidste år kom en undersøgelse fra hovedorganisationen FTF, hvor 22 pct. af socialrådgivere angav, at de havde haft arbejdsrelateret stress inden for det seneste år. Dette er et helt vanvittigt tal, og det kan ikke understreges nok, hvor akut det er, at vi får håndteret dette.

Som socialrådgivere ved vi, at investeringer i socialt arbejde kan være ”win-win-win”: Færre sager pr. socialrådgiver betyder, at borgeren får bedre støtte, at socialrådgiveren finder sit arbejde meningsfyldt, og at politikerne sparer penge på, at der er færre sociale problemer.

Men det kræver også, at vores ledere er klædt ordentligt på til at lede det faglige arbejde og håndtere de udfordringer, der opstår, når man leder mennesker, som står med de mest udsatte borgergrupper.

Jeg håber, at andre vil stå frem med deres historie, så vi kan få talt om, hvordan vi løser det. For jeg synes ikke, at det er for meget forlangt, at ingen skal blive syge af at gå på arbejde i Danmark.