Annonce

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

»Det er ikke flovt at være offer. Det er dem, der forfølger og undertrykker, der skal skamme sig«

Den racistiske retorik har bredt sig helt op i toppen af samfundet, ud i de socialistiske kredse og i mediernes sprog.

Arkivillustration: Rasmus Sand Høyer

Vi var en helt almindelig familie, indtil min søn, Jens Philip Yazdani, blev kendt, fordi hans ”danskhed” var til debat.

Faderen havde været forfulgt i sit hjemland, flygtede til Danmark og gjorde alt, hvad der forventedes af ham. Skulle vi besøge hans familie i hjemlandet, var det med sikkerheden som indsats – så det blev ikke til så meget.

Halvdelen af familien manglede i hverdagen, til fester og i følelseslivet. Vi har aldrig talt om, at vi var ofre: først min mand, der måtte flygte for livet. Så at leve uden at kunne udveksle gensidig hjælp, støtte og kærlighed generationerne imellem.

Jeg forsøgte en gang efter at have læst bøgerne "At læse Lolita i Teheran" og "Fængslet i Teheran" at forklare mine danske veninder, hvor store konsekvenser et fjernt styre havde for min familie.

Men hvem kan nikke genkendende til det problem i Danmark, hvor relationen til forældregenerationen er bestemt de helt personlige følelser.

Tre måder at være offer på: forfølgelse og landflygtighed, en afskårethed fra familien og manglende forståelse fra det omgivende samfund. Vi har aldrig beklaget os, men forsøgt at få det bedste ud af livet og dyrke de venskaber og familiebånd, vi kunne. Ingen offermentalitet her. Bare realiteter i vores liv. 10-15 pct.’s problematik i forhold til resten af tilværelsen.

For nylig bed jeg mærke i en udtalelse i morgen-tv fra en pige, der havde været udsat for mobning: Selv små drillerier eller handlinger, der nedgør, gør ondt. Sætningen »det var bare for sjov«, der skal tage brodden af en stikpille, er løgn, hvis ordene eller handlingen faktisk gør ondt på den mobbede.

»Du er jo ellers forholdsvis velintegreret,« sagde en journalist til min søn. Underforstået ”sådan én som dig må man jo forvente ikke nødvendigvis er integreret”.

Det er ok at sige: Det gør ondt på mig, det påvirker mig. Ligeså med det utal af racistiske bemærkninger eller handlinger, jeg og mine familiemedlemmer har været udsat for gennem årene privat, i skolen/samfundslivet eller i den offentlige debat.

Den racistiske retorik har bredt sig helt op i toppen af samfundet, ud i de socialistiske kredse og i mediernes sprog: »Du er jo ellers forholdsvis velintegreret,« sagde en journalist til min søn. Underforstået “sådan én som dig må man jo forvente ikke nødvendigvis er integreret”.

Vi møder det gang på gang. I min datters tidligere skole taler man åbenlyst om, at man er racist. Det samme på min anden datters efterskole – og så efterfulgt af et »nå, altså det gælder ikke lige dig«. Men det sætter sig spor eller kan medføre, at man er nødt til selv at eksludere sig fra den skole, hvor man ikke kan være i fred for racismen.

Det skyldes nok uvidenhed, foreslår min datter. Men hvor kommer den fra? Blandt andet fra den voksne generation, der har gjort det stuerent at hænge befolkningsgrupper ud ud fra hudfarve, afstamning og formodede religiøse tilhørsforhold.

Jeg forstår Özil: Hvorfor skal jeg hylde et hold, der repræsenterer et land, der ikke gider have mig?

Vi har ikke offermentalitet. Vi taler om konkrete anslag mod mig og mine børn og mange af deres ligestillede. Dumheder, racisme, strukturel eksklusion. Og hvad det gør ved os.

Vi deler ikke længere en stolthed over vores lands humanisme og demokrati som for bare 25-30 år siden. Dengang kunne vi glædes med de mennesker, vi mødte i en afkrog på den anden side af jordkloden, når de kendte vores ypperste sportsstjerner, tænkere og forfattere.

Det er på tide, det bliver sagt. Det er det beskidte vasketøj fra blandt andre Inger Støjbergs offentlige indvandrerfjendske udmeldinger både på Facebook og i de store offentlige medier (og en statsminister, der lader det passere), der hænges ud: Disintegrationen er lykkedes.

I mange af vores sjæle, sind og kroppe er der 10-15 pct., der føler sig ilde set i samfundet og ikke kan støtte 100 pct. op om det at være dansk. Nu bliver vi mennesker.

Når det fylder i debatten, skyldes det ikke, at der er agurketid, men at det giver genklang hos mange danskere. Ligesom vold mod kvinder og pædofili ikke længere vil ties om, skal racisme på alle planer og dens konsekvenser heller ikke få lov at stå uimodsagt.

Det er ikke flovt at være offer. Det er dem, der forfølger og undertrykker, der skal skamme sig.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

Advarsel mod at øge pensionsalderen

Store pensionsselskaber advarer om, at det er nødvendigt at give nedslidte danskere mulighed for at forlade arbejdsmarkedet før tid, hvis pensionsalderen fortsat skal stige. Finans
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Til grin med dit affald

Mikael Jalving
Kunne man ikke få blot én af landets utallige journalister til at undersøge, hvorvidt affaldssorteringen egentlig fungerer i de danske kommuner?

Blog: DF bør melde sig ind i kampen

Morten Løkkegaard
Det politiske kaos i Storbritannien efter brexit betyder, at danskerne har gennemskuet konsekvenserne af dansk enegang i Europa.

Kommentar: Folk siger, at de veluddannede drikker

Henrik Jensen
Men de siger ikke, hvorfor de veluddannede drikker. Måske er det en dårlig vane fra studietiden, for de unge drikker ad Pommern til, mens de læser. Jo længere uddannelse, jo mere druk.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her