Løsningen er slet ikke en kur, men primært en beslutning om at spise, som oldemor gjorde det

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mens læger, professorer og fedmeforskere strides og undres, bliver danskerne og deres børn tykkere og tykkere. 51 pct. af danskerne er overvægtige eller svært overvægtige. Over 1 mio. danskere (over 20 pct.) har eller er prædestineret til at have diabetes. Hver fjerde dansker lider af fedtlever (Nafld), og listen af øvrige sygdomme er alenlang.

At vi er kommet så vidt med antallet af overvægtige og syge danskere, skyldes naturligvis, at vi gør noget, der er usundt. Og det handler hverken om manglende motion eller en svag karakter.

I de seneste 50 år har vores fødevareproduktion bevæget sig længere og længere væk fra sund og naturlig mad. Flere og flere kunstige fødevareprodukter ser dagens lys, og de indeholder ikke de næringsstoffer, vi som mennesker har brug for.

Antallet af tilsætningsstoffer og mængden af sukker i vores mad har aldrig været større, og tilsætningsstoffer og sukker er aldrig til gavn for menneskets sundhed – de tilsættes for salgets skyld.

Vel er overlæge Jens-Christian Holm (Holbækmodellen) en karismatisk og fascinerende kompromisløs skikkelse. Han er den opdragende autoritære faderfigur, som man kun tør adlyde, og at han har fået så meget medvind, kan blandt andet skyldes, at der i dagens Danmark ikke findes tydelige rollemodeller, og at hans patienter og følgere dybest set higer efter en faderfigur, der giver rammer og retning.

Men selv Jens-Christian Holm er blevet blind af sin egen succes, som da også har vist sig at være kortvarig, når det gælder langtidseffekten af hans principper. Så længe hans patienter og deres familier er underlagt hans stramme styring og opdragende attitude, er alt godt.

Men så snart patienterne er ”fløjet fra reden”, falder de igen tilbage til gamle vaner, omgivelsernes fedmefremmende tilbud og danskernes afhængighed af hygge med søde sager som ”kittet” i de sociale relationer.

Jens-Christian Holm og de ”kloge” har i den grad misset en vigtig pointe: Nemlig at behandling og forebyggelse i dette tilfælde er én og samme indsats, så lad os kalde den ”Den gyldne model”.

Dels skal vi sanere vores indkøbsmiljø gennem fornuftig planlægning og ved at skrue på tilgængelighed, pris og accept af varerne (availability, affordability og acceptability), dels skal vi igen spise naturlig mad uden tilsætninger, men i den næringsmæssige sammensætning, som vi er fysiologisk designet til at profitere af.

Storbritannien har indset det. Sydafrika har indset det. Canadiske læger har indset det.

Rundt om i hele verden er der en bevægelse i gang, som fremhæver fordelene ved en naturlig og næringsrig kost, en kost i den rette balance mellem protein, fedt, kulhydrater og mikronæringsstoffer. Den rette næringsstofbalance findes ikke i de aktuelle officielle kostråd, som bygger på forældede uvidenskabelige hypoteser.

De aktuelle officielle kostråd, som i deres grundprincipper er 50 år gamle, er hovedårsagen til den globale fedme- og sygdomsepidemi, idet både befolkning, sundhedspersonale, myndigheder og fødevareproducenter benytter kostrådene som grundlag for deres valg, vejledninger og produkter.

Før kostrådenes opdukken eksisterede der ikke tilsvarende livsstilsepidemier.

I forhold til at bidrage til folks sundhed er dagligvarebutikkerne efterhånden mere fremme i skoene, end myndigheder og fagfolk er. Tobakshylderne bliver gemt lidt mere af vejen i mange butikker, og der bliver sat aldersbegrænsning på f.eks. salg af energidrikke. Det ville klæde dem også at fjerne ”Pusher Street” med tag-selv-slikket lige før kasseapparaterne.

Overvægt, fedme og mange sygdomme kan forebygges og kureres ved kloge kostvalg, ikke gennem omkostningstunge og langvarige studier eller forsøg.

Løsningen er slet ikke en kur, men primært en beslutning om at spise, som oldemor gjorde det. Udfordringen ligger i at finde de gode, naturlige råvarer, som oldemor havde adgang til, og det er her, fødevareindustrien har det største ansvar.

Nu bør de gribe stafetten.