»Vi er blevet skærmjunkier på rekordtid«

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Misbrug defineres som adfærd, der er kendetegnet ved et brugsmønster af rusmiddel eller lægemiddel, som medfører fysisk, psykisk eller social skade. Fysisk, psykisk og social skade ... Jeg er ikke i tvivl om, at vi tager fysisk, psykisk og social skade af vores skærmmisbrug, og at der er tale om et reelt misbrug, der eksplosivt erstatter helt basale dele af tilværelsen som menneske.

Det er gentagelsesmønstret, der er afgørende, når et misbrug skal konstateres. Gentagelsesmønstret og hyppigheden bestemmer graden af afhængighed og dermed omfanget af misbruget. Vi er blevet skærmjunkier på rekordtid. I starten var det smart, nu er det blevet et kontinuerligt tvangsfix, som de færreste reelt kan undvære.

Vi ved det godt, men vi gør ikke noget særligt ved det, fordi vi ikke ønsker at ekskludere os fra det virtuelle fællesskab på de sociale medier, og fordi vi ikke længere kan håndtere stilstand og kedsomhed. Vi er hooked! Vi er i fuld gang med at bilde os selv ind, at vi ikke kan undvære det.

Børn har glemt, hvordan man leger og virker temmelig fantasiforladte, hvis de pludselig ikke må bruge skærm. De spejler sig i deres forældre, der også søger meningen med livet på nettet. Vi ved godt, at skærm langt hen ad vejen er spild af tid, men der er langt mere på spil end spildtid.

Fysisk har vi ikke tidligere i historien set flere fede og laskede børn og voksne. Vi spiser for meget og bevæger os for lidt. Fra at være fysisk aktive, legende og i gang er vi blevet pacificeret i vores omsiggribende afhængighed af intetsigende lommeunderholdning i skærmformat.

Det moderne menneske smuldrer og punkterer fysisk, og næste trin i evolutionen kunne være det liggende menneske. Børn skal lege og bruge deres krop, det burde voksne mennesker også gøre, men vi kan vel i det mindste tage ansvar for vores børns fysiske tilstand og sørge for, at de bruger deres krop og muskler og ikke bare sygner hen i sofaen og bliver federe, slappere, ugidelige og idéforladte?

Jeg har svært ved at se et fornuftigt og opbyggende output af mine børns skærmforbrug, og sammenlignet med, hvad det giver dem fysisk, psykisk og socialt at lege og lave alt muligt andet, sågar at kede sig, kan jeg ikke komme på ét eneste godt argument, der kan retfærdiggøre mængden af tid, som de bruger på deres skærm.

Om vi tager fysisk skade af at bruge så meget tid direkte påvirket af wi-fi og skærmstråling, det ved vi vel egentlig ikke noget om. Men det kan godt undre mig, at vi i disse overbeskyttende tider tager chancen og lader vores børn bade i bestråling og alt godt fra internettet fra morgen til aften, når vi samtidig pakker dem ind i vat og økologisk bomuld og kører dem i skole, fordi det er for farligt at cykle.

Alt er farligt for børn i dag, legepladser og legetøj, at klatre i træer, at spise slik og hvidt brød, men åbenbart ikke passivt at solbade i skærmstråler 24/7 og fri leg i alle skumle afkroge af internettet?

Tager vi psykisk skade af vores skærmmisbrug? De sociale aspekter ved at være i kontakt med andre mennesker og føle sig som en del af et fællesskab er naturligvis vigtige og afgørende for os som sociale væsner, men det er i mine øjne et stort problem, at de online fællesskaber er langt mindre forpligtende end de traditionelle.

Det er for nemt at slippe afsted med at træde på andre mennesker på nettet og grov mobning i voksenfrie fællesskaber er langt mere udbredt, end vi tror. Vi lukker øjnene og håber på det bedste.

Internettet er en skolegård uden gårdvagt, og her hersker jungleloven helt uforstyrret. Når voksne mennesker gang på gang mister evnen til forsvarlig opførsel og god tone, hvordan tror vi så, at børn og unge gebærder sig på nettet, når vi ikke kigger med?

Psykisk skade eller ej, det kan i hvert fald være svært at se, hvilke positive mellemmenneskelige kvaliteter, som vi får med i bagagen, når vi bruger vores dyrebare tid på Snapchat, Instagram, Facebook, Youtube eller endeløse, fordummende tv-serier om andre intetsigende og dårligt begavede unge mennesker. Måske er det bare mig?

Set i forhold til den frie leg, fritid, fællesskab og nærvær i den virkelige verden mener jeg, at sociale medier spiller fallit og står tilbage som et tomt, underholdende og uforpligtende pseudofællesskab og i bedste fald spild af rigtig megen tid.

Jeg oplever en tendens hos børn og unge mennesker, og ikke mindst hos voksne, til, at de bliver socialt handicappede, akavede og fremmede over for hinanden. Ensomme i fællesskabet. Mange børn og unge foretrækker tid foran skærmen fremfor tid oppe i hallen eller udenfor.

Det mener jeg ikke, at vi skal acceptere som en sund livsform for børn og unge eller os selv for den sags skyld. Børn og unge skal lege, gå i skole, dyrke fritidsinteresser og sociale fællesskaber, have forpligtigelser i familien og måske endda et fritidsjob, og hvis der er tid tilbage, kan de evt. gå på nettet, hvis det, de bruger tid på, giver mening og gør dem noget godt. I dag er det ofte den omvendte rækkefølge, og mange børn og unge har ikke tid til at lege eller tid til fritidsinteresser, fordi de prioriterer at passe deres skærm, ligesom deres forældre gør.

Den virtuelle verden og de sociale medieplatforme er blevet en parallelverden, hvor vi bruger mere tid, end vi gør på at dyrke de fællesskaber, som vi naturligt indgår i og er afhængige af. Det tror jeg ikke er en brugbar vej at gå. Som forælder er det mit ansvar at give mine børn erfaringer nok i den virkelige verden til engang at kunne stå på egne ben og overtage ansvaret for vores medmennesker, samfund og verden, og det har jeg simpelthen svært ved at se, at de lærer på Youtube. Men måske er jeg bare ”gammel i hovedet”, som min kære teenager udtrykte det den anden dag, da der pludselig ikke var ubegrænset wifi længere.

Det er naturligvis ikke et enten eller, men derimod et både og. Med internettet følger en masse fantastiske muligheder, og mon ikke det er kommet for at blive? Jeg mener dog, at vores misbrug har fået overtaget, og at vi i blinde er i gang med at gøre os selv til ofre for noget, som vi kan og bør begrænse eller i det mindste forholde os kritiske til.

I flere omgange har jeg meldt mig ud, og jeg er ikke gået glip af noget endnu. Derimod har jeg oplevet at få noget værdifuldt tilbage, nemlig følelsen af frihed til at bruge min tid på noget, der på den lange bane kan berige mit liv og gøre mig noget godt som menneske.

Det samme ønsker jeg at udsætte mine børn for, men jeg oplever, at det er rigtig svært. Skærmtid er som et fortærende monster, der hele tiden vokser sig større og større, og efterhånden er fri internet vel nærmest blevet en menneskeret i den vestlige verden. Det mener mine børn i hvert fald!

Det er min opgave og mit ansvar at sørge for, at mine børn bruger deres tid på noget fornuftigt, og det oplever jeg ikke, at de gør, når de har ubegrænset adgang til uforpligtigende og pacificerende underholdning på nettet. Det kræver, at jeg skal opstille nogle rammer og i dette tilfælde indføre nogle begrænsninger, hvor ”nederen” det end måtte lyde.

Det betyder også, at jeg ikke vinder popularitetskonkurrencen hos mine børn, når jeg træder i karakter som en voksen, der bestemmer og begrænser noget så fundamentalt som deres adgang til internettet, og hvad de skal bruge deres tid på. Men det betyder også, at jeg skal være et troværdigt forbillede og ikke selv sidde og glo i min telefon hele tiden og undskylde mig med, at jeg ”arbejder”.

Først og fremmest kræver det, at jeg får øje på, i hvilken retning vi er på vej med vores kollektive og galopperende skærmmisbrug. Er det virkelig den vej, vi ønsker at gå?