Fædrelandskærlighed er vores fundament, men hvorfor er nationalisme blevet et buh-ord?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Tomhed. Det er måske et ganske passende udtryk for den følelse, jeg sad inde med, efter at Danmark røg ud af VM i fodbold. Og det var egentlig ikke, fordi jeg anser mig selv som en stor sportsfan. Nej, det var, fordi den enorme nationale sammenhængskraft – som gennem to-tre uger havde bredt sig med sommervarmen over den danske nation – syntes pludseligt forsvundet.

I en tid, da tanken om nationalisme og fædrelandskærlighed er stærkt under angreb, udgjorde VM et kort pusterum, hvor vi som nation kunne samles os om landet, der står med de brede bøge og rød-hvide farver.

Nu skal jeg på ny tilpasse mig et samfund, hvor nationalbevidstheden har trukket det korte strå i humanisternes politisk korrekte lotteri.

Men hvorfor er nationalisme blevet et blasfemisk skældsord, der skal renses og affaldssorteres for dets betydning? Hvorfor er det blevet et synonym for den totalitære og yderligtgående nationalisme, der ofte er forbundet med fremmedhad og racisme?

Det er ingen hemmelighed, at Europas uigennemtænkte flygtningepolitik har givet nationalismen i europæiske lande vind i sejlene – heriblandt også mere radikale og voldsorienterede grupperinger. Og vi skal naturligvis også sørge for, at adskille disse klart.

Men det viser sig i stigende grad mere besværligt i den offentlige debat, da det elementære træk ved nationalisme går tabt, når ordets veje krydser udlændingedebatten.

Som dommeren i VM trækker gule og røde kort for spilovertrædelser, trækkes racismekortet på lignende vis. Skingre toner i integrationsdebatten runger med påstande om, at »jeg skammer mig over Danmark«, når tiltag mod en reelt set uhåndterlig dansk immigrationspolitik tages.

Den seneste tids debat om Danmarks ghettozoner, omskæringsforbud samt landets økonomiske og sociale udfordringer i takt med et stigende antal flygtninge har fået flere og flere danskere til at stille sig kritiske over for den nuværende immigrationskurs.

Det er nu en realitet, at langt størstedelen af danskere vil begrænse den muslimske indvandring, forbyde tørklæder og kræve, at indvandrere omslutter sig danske værdier.

At værne om sit land og dets værdier gør ikke én intolerant og fremmedfjendsk. I en undersøgelse fra danmarkskanonen i 2016, hvori 300.000 danskere stemte, var det danske sprog, den kristne kulturarv og frisind blandt de ti vigtigste værdier, vi i Danmark identificerer os med.

Danmarks åbenhed og mangfoldighed er uden tvivl en af nationens mest unikke og ansete karakteregenskaber. Men som den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan udtalte, er frihed aldrig mere end én generation væk fra udryddelse.

Den blev ikke videregivet til vores børn gennem blodårene, men må derimod kæmpes og værnes om, så de kan gøre det samme for deres børn. Ligeså skal vi i Danmark ikke tage vores værdier for givet, men værne om dem, så vi – som vores forældre – kan overdrage dem til den næste generation.

Jeg elsker mit land. Ikke fordi det er mit eget, eller fordi det objektivt er det bedste. Danmark er da også langtfra et universelt forbillede, og danske værdier er absolut ikke noget, alle andre lande efterstræber. Fædrelandskærlighed konstitueres ikke af objektive kendsgerninger, men derimod af subjektive følelser.

Præsten Thomas Aallmann formulerede det nok bedst: »Vi holder ikke af Danmark, fordi det er et yndigt land, Danmark er derimod et yndigt land, fordi vi holder af det.«

Ligeledes holder danskere af Danmark, fordi dets grundlæggende værdier får os til at føle os tæt forbundet med hinanden. Med andre ord: Fædrelandskærligheden danner fundamentet for det samfund, som vi kender, hvor både tilliden og trygheden er de bærende elementer.

Denne nationalisme er sund, og vi skal passe på, at ordets betydning – og ikke mindst eksistens – ikke tages som gidsel i et farligt politisk spil.