»Du er nu nummer nul i køen«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Alle ansøgere skal bestå indfødsretsprøven – altså alle med udenlandsk statsborgerskab,« svarer den høflige og skolede kvindelige stemme i telefonen, så at jeg har boet i Danmark i de seneste 60 af mine 63 år har ikke indflydelse på min chance for at få en hurtig og omkostningslet behandling af min ansøgning om dansk statsborgerskab.

Hele miseren begynder, da jeg fuld af visioner om at gøre en positiv forskel for danskernes helbred og livskvalitet vil oprette nogle borgerforslag om politisk stillingtagen til forskellige relevante områder inden for kost og sundhed.

Jeg må konstatere, at det kun er danske statsborgere, der har denne fremragende mulighed for at få vigtige emner debatteret i Folketinget. Det er ganske rimeligt, at ikke alle verdensborgere skal kunne oversvømme det danske folkestyre og demokrati med mere eller mindre relevante eller kulturelt acceptable forslag til ændringer i det danske samfund.

Fuld af fortrøstning over et reguleret og fornuftigt system beslutter jeg mig for at få dansk statsborgerskab, så jeg f.eks. kan bidrage med samfundsgavnlige borgerforslag. Jeg forventer naturligvis en hurtig og klog sagsbehandling.

Som britiskfødt af en dansk mor og britisk far, som opvokset i Danmark siden mit tredje år, som dansk gift, som uddannet i det danske skolesystem med studentereksamen, højere handelseksamen, ergoterapeutuddannelse, lederuddannelser samt som skatteyder gennem hele mit arbejdsliv og nu som selvstændig kostvejleder og debattør betragter jeg min ansøgning som en administrativ formalitet.

Det har ikke tidligere været aktuelt for mig at søge om dansk statsborgerskab.

Efter oprettelsen af EF og senere EU har der ikke for mig været betydningsfulde fordele eller ulemper ved at være britisk statsborger bosat i Danmark. Jeg har været medborger og skatteyder på lige fod med alle andre danskere og har ikke på noget tidspunkt følt mig fremmed.

Jeg udfylder derfor pligtskyldigt den elektroniske ansøgnings obligatoriske 24 punkter (bl.a. en detaljeret opremsning af samtlige udlandsrejser inden for de seneste 12 år), indscanner al nødvendig dokumentation og afsender det hele med forventning om hurtig godkendelse.

Men få dage senere kvitteres fra Indfødsretskontoret under Udlændinge- og Integrationsministeriet med en meddelelse om, at jeg skal forvente 14-16 måneders sagsbehandlingstid.

Allerede to uger efter modtager jeg dog et brev om, at jeg skal »dokumentere kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie ved bevis for at have bestået Indfødsretsprøven af 2015 eller en Indfødsretsprøve aflagt ved prøveterminen december 2008 til og med prøveterminen december 2013«.

I brevet refereres til »cirkulæreskrivelsens § 24, stk. 3, jf. § 33, stk. 3 og 6«, uden at der i øvrigt henvises til hvilket cirkulære, det drejer sig om (en eklatant fejl i den administrative procedure ved henvendelser til en borger). Jeg bliver desuden bedt om inden 14 dage at kontakte Indfødsretskontoret vedr. den manglende indfødsretsprøve.

Som samarbejdsvillig borger ringer jeg kontoret op inden for de begrænsede to daglige timer, hvor der er tilgængelighed. Jeg er heldig, idet jeg blot er nummer ni i køen, selv om der kun er gået ét minut siden åbning af telefontiden.

Tålmodigt afventer jeg svar fra en sagsbehandler, og 10 minutter senere er der ved at være hul igennem. Jeg venter som nummer ét i køen i de efterfølgende seks minutter. Ventetonen får en anden klang, og den automatiske telefonsluse fortæller mig, at jeg nu er nummer nul (!) i køen, så jeg gør mig klar til at fremlægge min sag.

Ventetonen skifter endnu engang klang, og den automatiske stemme fortæller mig, at jeg nu er nummer 23 i køen.

20 minutter senere kommer et menneske i røret, jeg bevarer fatningen og forklarer roligt min sag. Sagsbehandleren fortæller mig, at jeg vil modtage et afslag på min nuværende ansøgning på grund af manglende indfødsretsprøve, og hun vejleder mig i, hvor og hvordan jeg skal gennemføre den.

Der kan kun aflægges prøve to gange om året, hvorfor jeg er nødt til at vente til december for at aflægge min prøve og få det nødvendige bevis for mit »kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie«.

Jeg forventer naturligvis at bestå – jeg har trods alt øvet mig i 60 år.

Som afslutning på vores samtale fortæller jeg sagsbehandleren om telefonslusens fejl med at stille mig bagest i køen og den Ionesco-absurde melding om, at man kan være nummer nul i en kø.

Den høflige medarbejder lover at videregive min oplysning om fejlen til sin leder og lover at få det rettet hurtigst muligt. Jeg håber, at jeg i det mindste her har gjort en forskel for andre indfødsretsansøgere, så de ikke skal opleve sig selv som nummer nul.

Jeg er glad for, at jeg gennem et langt arbejdsliv forstår at håndtere dansk lovgivning, offentlig administration og bureaukratiske formuleringer, og at jeg magter at forcere mere eller mindre bevidste forhindringer i et administrativt apparat. Det er ikke alle udlændinge forundt at kunne dét på dansk grund.

Jeg ønsker ikke med denne fortælling at springe over i køen. Alle er lige for loven. Det forventer jeg også fra de danske lovgivere og myndigheder, og jeg forventer, at også de respekterer grundlæggende danske værdier og retsprincipper.

At alle er lige for loven, betyder dog ikke, at alle skal behandles ens. Smidighed og fleksibilitet er nødvendig for fair og individorienteret sagsbehandling, hvor den enkelte kan føle sig set og hørt med de personlige historier, forudsætninger og ressourcer, den enkelte har med sig i bagagen, og som den enkelte kan bidrage med fremadrettet i et rigt og rummeligt samfund.

Ansøgere om dansk indfødsret afkræves følgende tro og love-erklæring, citat: »Jeg lover troskab og loyalitet over for Danmark og det danske samfund og erklærer at ville overholde dansk lovgivning, herunder Danmarks Riges Grundlov, og respektere grundlæggende danske værdier og retsprincipper, herunder det danske demokrati.«

Jeg har skrevet under for længst.