Cepos er på vildspor

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg bliver nødt til at påpege et par helt grundlæggende misforståelser i Cepos' analysechef, Otto Brøns-Petersens, analyse i JP 20/6.

For det første er det helt hen i vejret, når Brøns-Petersen hævder, at DF ønsker at hæve registreringsafgiften og den grønne ejerafgift på personbiler. Det er lodret forkert. Og det ville faktisk klæde Cepos ikke at bringe den slags forvrøvlede påstande til torvs.

Der er tale om, at nye EU-regler vil betyde, at fremtidige bilejere vil komme til at betale afgift baseret på et mere retvisende brændstofforbrug. Det må selv Brøns-Petersen vel anse for godt og rimeligt.

Det giver ekstra – uforudsete – skatteindtægter, som der tegner sig et klart flertal for at føre tilbage til danskerne. Regeringen vil føre alle pengene tilbage til fremtidens bilkøbere, mens bl.a. DF har foreslået at bruge en lille del af pengene til at sænke elafgifterne, hvilket i øvrigt vil have en fremragende fordelingsmæssig profil og ikke mindst komme lavindkomstgrupper til gavn. Det er her den politiske uenighed står.

For det andet er det mærkværdigt, når Brøns-Petersen anklager DF for ikke at ville sænke registreringsafgiften af »et symbolpolitisk hensyn«. Vi har rent faktisk sænket registreringsafgiften ad flere omgange, så det er blevet lidt billigere at erhverve sig en lidt bedre og mere sikker familiebil. Det er glimrende. Men vi har ligesom været der. Nu skal der være ro om registreringsafgiften.

Brøns-Petersen opererer endvidere med den besynderlige definition af det økonomiske råderum som værende lig med »skatteindtægter, der opkræves ud over det nødvendige”. Så simpel ser verden altså ud med Cepos-briller. Set fra min stol er det derimod afgørende nødvendigt, at vi ikke bare klatter råderummet væk på topskattelettelser og lignende, som Cepos måtte efterspørge, når vi ved, at der fremover venter et såkaldt demografisk træk, hvor udgifterne til flere ældre vil kræve en beskeden vækst i de offentlige udgifter. Det skal der være råd til at tage hånd om. Og pengene kan som bekendt kun bruges én gang.