Fordrejning i kamp mod radikalisering

JP-bloggeren Mikael Jalving var forleden en tur i blækhuset, og der blev ikke sparet på hverken retorikken eller dramatikken i indlægget ”Jo flere muslimer, jo mindre integration”. Integration er umulig, immigrationen slår os alle ihjel, og vi politikere i de større byer er nogle »søde« og komplet naive typer, lyder det i Jalvings indspark.

Jalving må naturligvis folde sig ud, som han vil, men mit problem er, at han i sin affekt spreder usandheder om beskæftigelses- og integrationsforvaltningen i Københavns nye kurser i forbindelse med byens moskéer. Jalving giver udtryk for, at moskékurserne er kommunens bedste svar på en moské, der prædiker drab på jøder, men han ved udmærket, at det ikke er tilfældet. Moskéer, der prædiker drab på jøder, skal håndteres af politiet. Det er – og må være – en sag for det retssystem, som alle dage har været kernen i demokratiet. For opfordringer til drab skal vi som samfund naturligvis ikke acceptere.

Men det, som Jalving ikke vil anerkende, er, at vi i forvaltningen i København har en forpligtende og meget vigtig opgave, som handler om at forebygge radikalisering.

Som en del af det forebyggende arbejde har vi som den første kommune i Danmark oprettet kurser i forbindelse med byens moskéer. Disse kurser fokuserer på at skabe stærke og demokratiske miljøer, som kan tiltrække de unge. Og som dermed kan mindske risikoen for, at de bliver tiltrukket af ekstremistiske miljøer.

Vi har rakt ud til moskéerne og skabt et samarbejde med dem, der vil demokratiet og tror på de grundlæggende danske værdier. Det er et vigtigt og nødvendigt tiltag – og vi har gjort det meget klart, at det er en forudsætning for at deltage i kurserne, at man har forpligtet sig på kommunens demokratiske charter.

Jalving forsøger at ødelægge idéen med kurserne ved at præsentere dem som et udtryk for kommunal pladderhumanisme. Faktum er, imidlertid, at kurserne er oprettet med inspiration fra anbefalinger fra ekspertgruppen om forebyggelse af radikalisering fra 2015 med førende eksperter inden for området.

Moskékurserne er et udtryk for pragmatik og handling og et forsøg på at skabe et trygt og sikkert København ved at finde en farbar vej i ”de stille miljøer”, som vi ikke rigtig kender, men hvor der potentielt kan foregå kriminelle og farlige ting. Jeg kan godt forstå, at det kan forekomme tillokkende at skrive dramatiske indlæg. Men i København er vi optaget af arbejdet med at skabe en sikker by til gavn for byens borgere – og for demokratiet.

Og jeg har endnu til gode at se et eksempel på, at arbejdet med at bekæmpe radikalisering er blevet styrket af at skabe fjendebilleder, grave grøfter og skære alle muslimer og moskéer over en kam.