Ytringsfrihed gælder vel også for ansatte i det offentlige

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.«

Sådan står der i Danmarks vigtigste lov, grundlovens paragraf 77. At alle har ret til at tilkendegive deres tanker, meninger og holdninger, så længe man gør det med ansvar for andre love.

For desværre, selv om vores ret til at ytre os er sikret i den stærkeste lov, grundloven i Danmark, peger den altså også på, at det ikke er sikret til enhver pris. Man skal stadig huske at respektere andre love. Men har vi som offentligt ansatte i et presset sundhedsvæsen mulighed for at ytre os?

Vi oplever desværre alt for ofte, at en ytring om kritisable arbejdsforhold medfører advarsler, påbud, kammeratlige samtaler og endda fyringer. For eksempel viser en undersøgelse i 2016 fra Dansk Sygeplejeråd, at selv om 28 pct. blandt sygeplejersker oplever kritisable forhold på deres arbejdsplads, tør de ikke tilkendegive deres kritik eller mening. Ifølge en FTF-undersøgelse blandt både offentligt og private ansatte frygter 60 pct. negative konsekvenser.

I undersøgelsen, som FTF har stået for, har de konkluderet, at hver ottende offentligt ansatte ikke tør at ytre sig om arbejdsforhold, som har betydning for borgerne. Herunder fastslår de, at omsorgssvigt er den type af grove fejl, som de ansatte oplever oftest.

Selv om man reelt kan være enig med loven og endda er glad for, at der også er en grænse for, hvor langt man kan gå med sine ytringer, er der altså stadig uklarhed om, hvordan den offentligt ansattes ytringsfrihed i henhold til grundloven er sikret?

Som sundhedsperson arbejder man under sundhedsloven og skal dermed leve op til alle punkter og paragraffer i denne lov.

Også den lov skal man overholde, hvis man skal ytre sig offentligt. Og noget af det, sundhedsloven beder os om, er at leve op til tavshedspligten. Derfor kan man ikke lade være med at tænke på, om det er netop det, der er grunden til, at man ikke vil offentliggøre sine holdninger og ytringer om forhold, der har betydelige konsekvenser for fru Jensen og hr. Hansens pleje og behandling. For det er desværre ikke løgn, at vi i dagens Danmark med vores grundlovssikrede ytringsfrihed bliver truet med brud på tavshedspligten af arbejdsgiverne, selv om man sagtens kan fortælle sandheden om sundhedsvæsenet og den dårlige behandling, fru Jensen får, uden at bryde tavshedspligten.

Selv om politikerne er vidende om den eksisterende problematik, er der overraskende nok heller ikke handlinger i praksis nu, der sikrer, at man godt må ytre sig og ikke skræmmes med undskyldninger, som brud på tavshedspligt eller loyalitetsfænomenet over for arbejdsgivere.

For at løse denne problematik har Region Hovedstaden med regionsformand Sophie Hæstorp (S) i spidsen lavet en åbenhedspolitik.

I en snæver vending kan man måske postulere, at den udspringer af et ønske om en whistleblower-ordning. Åbenhedspolitikken er vedtaget i 2017 og blev annonceret med store bogstaver, som om det nu var slut med at være bange for konsekvenser, og alle kunne frit ytre sig om forholdene for sine patienters møde med systemet og ikke mindst ytre sig om sine arbejdsforhold. Men desværre blev det ikke som lovet.

For i dag er der intet, der eksisterer fra den politik på hospitalerne i Region Hovedstaden, og der er stadig mange, der ikke tør fortælle skatteyderne, hvordan sundhedsvæsenet bliver drevet for deres penge.

I dag eksisterer der nemlig kun to siders papir på regionens hjemmeside med en politisk korrekt formulering: Personale skal involveres, opleve gennemskuelighed og have ytringsfrihed.

Men med åbenhedspolitikken fulgte ingen implementeringstiltag på arbejdspladserne. Vi mener, at det er afgørende, at åbenhedspolitikken udvides med et system, der beskytter medarbejdere, der ytrer sig, ved eksempelvis at indføre ansættelsesretlig beskyttelse.

Stadig venter vi på, at der kommer handlinger, der kan sikre vores ytringer om fru Jensens pleje og behandling.

Hvis man som almindelig borger undrer sig over, hvilke konsekvenser der mon kan være i forbindelse med kritik, vil vi understrege, at arbejdsgiverne aldrig vil gå til en sygeplejerske, der ytrer sig, og bede vedkommende om at tie. Konsekvensen kan sagtens være uudtalt. Det man være, at man ikke tilbydes kurser og efteruddannelse, eller at ledelsen venter på at bruge den mindste fejl som begrundelse for at give vedkommende sparket.

I et i forvejen presset sundhedsvæsen kan man ikke undgå fejl. Derfor er hele denne diskussion om ytringsfrihed et emne, alle danskere bør gå op i, hvis de fortsat ønsker, at de ansatte får forskellige muligheder for at pege på alvorlige problemer, som svigt af borgerne. Det handler nemlig om at sikre kvaliteten af velfærden for danskerne, og hvordan skattekronerne bruges effektivt.

Hvis Region Hovedstaden og ikke mindst sundhedsministeren mener, at det er vigtigt med en åbenhedspolitik, bliver man nødt til at skabe rum til den ønskede udvikling.

Derfor hilser vi en ny EU-lov fra april 2018 velkommen. Loven giver whistleblowere bedre beskyttelse mod repressalier fra deres arbejdsgivere, og vi glæder os til udviklingen og ikke mindst implementeringen af politikken på vores arbejdspladser af sundhedsministeren og regionsrådspolitikerne. Glædelig grundlovsdag.