Fortsæt til indhold
Debatindlæg

En Kattegat-forbindelse er en ommer

Tak til John Holten-Andersen for hans velskrevne læserindlæg (JP 19/5) vedrørende den påtænkte Kattegat-forbindelse.

Karin A. Sørensen, køkkenassistent, Galten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Tak til John Holten-Andersen for hans velskrevne læserindlæg (JP 19/5) vedrørende den påtænkte Kattegat-forbindelse. Det rammer plet. JHA udtrykker klart alle ulemperne ved en påtænkt Kattegatforbindelse, og det er ikke få. Ja, Samsø, den charmerende, miljøvenlige ø, vil med en Kattegatforbindelse blot blive en bropille mellem Jylland og Sjælland, og Kalundborg vil blive reduceret til en rasteplads mellem Aarhus og København. Andre naturskønne steder vil også blive berørt. Det kan ikke undgås med en larmende motorvej.

Der vil blive endnu mere biltrafik, som om der ikke er nok i forvejen. CO2-udslippet vil øges endnu mere. Og hvad blev der af politikernes løfte om at fremme den kollektive trafik? Det løfte kan man ikke regne med. Og togdriften vil i høj grad komme til at mangle kunder med en Kattegatforbindelse. Landet bindes ikke sammen med en bro.

Mantra for politikerne og andre ”kloge hoveder” er endnu flere motorveje, som om der ikke er rigeligt i forvejen. Overgreb på naturen begrundes med frihed, fremskridt og økonomisk vækst, det lyder jo betryggende.

Så skidt med naturen, grøn omstilling, idyl og fred og ro. Det er underordnet, ifølge de kloge hoveder, som tillader sig at tro, at de ved, hvad der er bedst for befolkningen, samtidig med at de får promoveret sig selv.

Som JHA også skriver: »Vort lille land er nærmest blevet til et stort motorvejskryds, hvorfor vi knap kan finde et sted, hvor vi kan være fri for en evigt summende bilstøj i det fjerne.« Tænk over alt dette, politikere m.fl., før I gør noget rigtig dumt ved at bygge en Kattegatforbindelse. Det er en ommer.

Og alle dem, som berøres af motorvejsstøj, bliver endnu flere.