Manglende motivation og mistillid koster mange penge

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kort tid efter, at Moderniseringsstyrelsen blev oprettet, deltog jeg i en forhandlerkonference, hvor en undersøgelse fra DA blev fremlagt. Den sammenlignede de offentligt og private ansattes arbejdstid, hvor betalt fravær blev fratrukket. Den viste, at de offentligt ansattes faktiske ugentlige arbejdstid var betydelig lavere end de privatansattes. Ikke mindst betød den betalte spisepause en stor forskel.

Til den pågældende konference måtte dem, der præsenterede undersøgelsen, erkende, at de ikke havde sat sig ind i de nærmere vilkår ved den betalte spisepause. Helt grundlæggende forstod de ikke, at de offentligt ansatte faktisk stod til rådighed under spisepausen, og at der derfor ofte blev leveret arbejde under spisepausen.

I de situationer, hvor private arbejdsgivere finder ud af dette, har jeg sidenhen ofte oplevet en stor interesse for den betalte spisepause, fordi den giver nogle oplagte fordele for arbejdsgiveren, ikke kun i form af gladere og derved mere produktive medarbejdere, men også muligheden for gevinster ved en mere fleksibel tilrettelæggelse i arbejdsplanlægningen.

Det kan da derfor kun overraske, når den statslige arbejdsgiver tidligt i forhandlingsforløbet begynder at ville pille ved spisepausen – endnu en gang med baggrund i undersøgelser foretaget af DA, hvori beregninger viser, at der kan spares milliarder af kroner ved at inddrage spisepausen.

Et usædvanligt dårligt forarbejde og blot det første af rigtig mange selvmål scoret af den såkaldte topforhandler, innovationsminister Sophie Løhde (V), der tilsyneladende kun har haft øre for de private arbejdsgiveres argumenter, men tydeligvis ikke har gjort sig ulejlighed med at sætte sig ind i den danske model og de overenskomster, hun er sat i spidsen for at forhandle.

Pointen er jo i al sin enkelthed, at medarbejdertilfredshed ikke kun kommer af løn, men af en lang række faktorer, herunder tillid og anerkendelse. Derfor har man i en årrække også arbejdet med en tillidsreform i den offentlige sektor. Tilliden til, at den enkelte medarbejder tilpasser sin spisepause med sit arbejde har i sig selv en værdi, der rækker ud over spisepausen og løfter hver enkelte medarbejders produktivitet i hele arbejdstiden.

Omvendt vil arbejdsgivers mistillid til det samme have den modsatte effekt og sikre tabt produktivitet. Frygtsomme og forfulgte offentligt ansatte kan måske være den største udfordring for de kommende års velfærdsproduktion.

Man kunne så håbe, at ministeren kunne forlade sig på sine embedsmænd til at forklare, hvordan overenskomster kan bruges som løftestang til det gode arbejdsmiljø. Men her har man også måttet melde hus forbi. Moderniseringsstyrelsen har ensidigt fokuseret på at ansætte talmennesker uden kendskab til den danske model.

Et hurtigt studie af direktionens fire medlemmer afslører, hvor grelt det står til: Alle har en solid økonomikarriere, men ingen har en eneste gang forhandlet en offentlig overenskomst. Den samlede overenskomsterfaring blandt direktionen kan samles til to års arbejde med en privat overenskomst.

Med andre ord, Moderniseringsstyrelsen har spillet fallit i forbindelse med de nys overståede overenskomstforhandlinger. Den ensidige fokus på økonomi og manglende forståelse for den indirekte værdi af eksempelvis den betalte spisepause.

Det er muligt, at en god overenskomst kom i land, men de udmeldinger, som minister og topembedsmænd nåede at komme med i forløbet, kommer til at koste mange penge i tabt medarbejdermotivation, mistillid og unødig kontrol. Genopbygningen af tiltroen til den statslige arbejdsgiver kan komme til at tage mange år, og så længe den varer, mister vi produktivitet.

Konklusionen er klar: Den ensidige fokus på økonomi har spillet fallit. Jo mere økonomisk kontrol de offentligt ansatte udsættes for, desto mindre får samfundet ud af pengene. Det er simpelthen nødvendigt at udvide banen og genopbygge medarbejdernes motivation. Til det formål må finanspolitik adskilles fra personalepolitik.

Med andre ord, den organisation, der skal forestå den statslige personalepolitik og forhandle de statslige overenskomster skal udskilles og sidestilles Finansministeriet. Den eneste vej til at øge produktiviteten i den offentlige sektor er ikke konstant at effektivisere, men at få fokus på arbejdsglæde og arbejdsmiljø.

Det indebære også en anden ledelsesstil end den, som Finansministeriet har stået som fortaler for i årtier, og som i dag gennemsyrer store dele af det statslige embedsværk. En ledelsesstil, hvor kun tal, måling og kontrol tæller.

Tiden er kommet til et personaleministerium, der tager ansvar for personalet og gør dem til andet end kolonner i et regneark. Idéen er, at Finansministeriets magt afgrænses. Et nyt personaleministerium forhandler den økonomiske ramme med Finansministeriet, som til gengæld blander sig uden om overenskomstforhandlingerne, der overlades til Personaleministeriet.

Der vil næppe være mange af de ledende embedsmænd i Moderniseringsstyrelsen, der vil have de rette kompetencer til at opnå ansættelse i det ny ministerium, og der skal findes en politiker, der som minister kan udvise respekt for medarbejderne og indsigt i den danske model. Vedkommende minister er næppe Sophie Løhde eller en anden uden ledelseserfaring.