Ungdommens stress er I voksnes ansvar

Vi unge kan, hvad vi vil. Verden ligger for vores fødder, vi har alt, hvad vi skal bruge, og vi vader i muligheder. Aldrig før har en generation af unge mennesker været så materielt privilegeret som vores. Alligevel er det, som om noget ikke fungerer, som det skal.

Mine jævnaldrende og jeg selv har netop stået over for et af vores første betydningsfulde og væsentlige valg. Landets mange ungdomsuddannelser har landet over modtaget tusindvis af ansøgninger fra 9.- og 10.-klasses elever, som endelig har fået truffet den svære beslutning: hvad skal der videre ske?

Vi lytter til alt, der oplyses og ser alt, hvad der er at se. Bør vi vælge efter mavefornemmelsen, hjertet og intuitionen, som den ene fortæller os, eller hellere efter fornuften, hjernen, arbejdspladserne og den gode løn, som en anden meddeler?

I virkeligheden ender vi nok langt fra med at vælge efter nogle af disse paradigmer. Forventningerne udefra er omfattende i en sådan grad, at det er tæt på umuligt at overse dem.

Voksne mennesker forsøger konstant at kloge sig på, hvad der lige nu sker med vores generation af unge. Vi er vægelsindede, ugidelige og på samme til forjagede og overanstrengte. Flere og flere af vi unge rammes af stress og må bukke under for det hårde pres. Vi er forkælede curlingbørn. Vi stræber udelukkende efter ting uden reel værdi.

Vi bruger al vores tid foran vores skærme. Burde se at komme udenfor og få noget frisk luft – det tog man altså ikke skade af, da I gamle selv var børn. Og hvor bliver vores generations ungdomsoprør for øvrigt af? Hvorfor bryder vi ikke ud og engagerer os en smule i samfundet?

Mange af I skarpsindige voksne har sikkert ret – men på ét punkt tager I grueligt fejl. Jovist burde vi unge prioritere tiden anderledes, yde bedre, engagere os mere og give større afkald på den digitale verden. Men jeg tror, bolden retmæssigt bør kastes tilbage i hænderne på de irettesættende voksne. Enhver generation er først og fremmest et produkt af sin tid.

Om tre-fire år er jeg forhåbentlig i nærheden af at kunne afslutte en studentereksamen. Den skal jeg naturligvis ud og bruge. Måske jeg vil læse videre, så jeg en dag kan tjene mange penge og på den måde betale tilbage til statskassen for alt, hvad den har givet mig. Men før jeg gør det, vil jeg gerne opleve verden en smule.

Rejse, måske. Til steder der ikke ligner vores eget. Møde mennesker, mærke livet – alt det, I jo siger, giver værdi, og som ifølge nogle af jer burde vægtes højere end karaktergennemsnit. Men der er et problem. Tiden er begrænset.

På grund af kvikstartbonussen belønnes de studerende, som er hurtige. 1,08 er, hvad gennemsnittet kan ganges med for de, der begynder uddannelse senest to år efter afslutningen af den adgangsgivende eksamen. Så jeg må jo hellere få fart på. Ellers forspilder jeg måske chancen for at forhøje mit snit og dermed komme ind på den uddannelse, jeg drømmer om.

Tanken om, at vi, der nyder godt af den gratis uddannelse og oveni endda SU, skal presses igennem systemet, udelukkende så vi hurtigst muligt kan blive nye, gode skatteydere, gennemsyrer lige nu hele vores uddannelsessystem. Konstant gælder det om at skynde sig. Vi jages afsted og må hver eneste dag sætte farten yderligere op.

Egentlig forstår jeg det jo godt. Antallet af ældre stiger markant, samtidig med at der kommer færre børn til verden. Vi har brug for en stærk ung generation, som er klar til at tage over og sikre fremtiden for vores elskelige velfærdsstat. Jeg frygter bare, at netop dette forhastede skridt ikke fører til det robuste og solide fundament af en ungdom, der ønskes.

Nogle vil måske undre sig. Tænke at med de midler, langt størstedelen af den unge generation i dag er givet, burde vi også kunne trække lidt ekstra af læsset. Men jeg tror præcis, det er tanker som disse, der resulterer i samtlige af problematikkerne. Misundelse er en grim ting, siger man. Men jeg tror netop, det er et snert af misundelse, som ligger til bund for ældregenerationers blikke på nutidens unge.

Vi kan vælge og vrage i uendelige muligheder. Drømme stort og tilmed udleve vores visioner. Hvis vi vil, vel og mærke. Vi mangler ikke noget. Materielt er vores generation rigere end nogensinde før, og udvalget af leveveje vokser kun.

Med andre ord er vores ydre forhold mere end tilstrækkelige. Vi er privilegerede på et højt plan, og vores forudsætninger for at klare os er fantastiske. Vores generation kan vel løfte en byrde tilsvarende disse mange goder, vi er blev givet?

Det er jeg desværre bange for ikke er tilfældet. Jeg forstår, at I fra de ældre generationer, som har knoklet, kæmpet og slidt for, at vores samfund er det, det er i dag, ser på min generation af forkælede unge og tager jer til hovedet. I regner med vores generation. Det er os, der skal fikse klimakrisen og krigene i Mellemøsten – og vi skal love at gøre vores bedste. Bruge vores muligheder godt.

Vi skal ikke mange år tilbage, før forholdene var markant anderledes.

Da min bedstemor efter 7. klasse havde færdiggjort datidens grundskole, mente lærerne, at hun burde bevæge sig videre i uddannelsessystemet. Men mine oldeforældre havde ikke penge til en plads på realskolen, så den drøm blev hurtigt slukket. I stedet måtte hun hjælpe til hjemme på gården og se på, hvordan jævnaldrende fra andre familier overhalede hende inden om.

Jeg ved, at den sociale arv også i dag kan være svær at bryde. Der er endnu enorm forskel på at være datter af den ufaglærte håndværker og søn af den universitetsuddannede direktør. Men underordnet hvilken socialklasse vi tilhører, stilles vi alle over for det samme valg: uddannelse.

Hvad vil vi efter folkeskolen? Og hvad vil vi herefter igen? Hvad er planerne for fremtiden, for livet som helhed? Ligeledes mødes vi alle af de samme forventninger: Når nu du kan vælge det hele – nu du har endeløse muligheder og ingen begrænsninger – så forpligter det også.

De siger det ikke, de mange forældre, lærere og andre voksne, som forgæves, men omsorgsfuldt, forsøger at pege i den rigtige retning. Ikke direkte, i hvert fald. De afgør intet, beslutningerne er vores egne, siger de. Men det er ikke til at skjule.

Bag deres ellers så velmenende ord gemmer sig bjerge af forventninger. De ser på os. Holder fast i deres tiltro til, at vi nok skal klare det. At den bliver storslået, fremtiden der venter foran os. »Da vi var på jeres alder«, siger de, »da måtte vi kæmpe for blot det halve af, hvad I har«.

Naturligvis er vi taknemmelige, vi unge.

Vi skal ikke rejse langt væk hverken i tid eller på verdenskortet for at finde jævnaldrende med langt større problemer end vores egne. Det ved vi godt. Netop derfor løber vi hurtigere og hurtigere hver eneste dag. Netop derfor stræber vi efter højere og højere karakterer, efter bedre og bedre udseende og efter flottere og flottere præstationer.

Lige præcis derfor ender vi med at spurte så utroligt hastigt, at vi snubler. Falder over vores egne ben og kan ikke rejse os igen.

Selvfølgelig fører et godt grundlag og vidtspændende muligheder også et ansvar med sig. Men, kære vokse, vi unge ved det godt. Vi er godt klar over, hvor heldige og privilegerede vi er. Vi gør vores bedste.

Når det nu er offentliggjort, hvor mange der i år har henholdsvis søgt en erhvervsfaglig eller gymnasial ungdomsuddannelse, står I klar igen.

For få har valgt at blive håndværkere – dem har I jo ellers så meget brug for. For mange er gået efter det almene gymnasium. Det kan I ikke bruge til noget – humanister er der jo rigeligt af.

Men kære voksne. Hvis I ønsker at ændre på alt dette – ønsker at vi unge træffer de rigtige valg, at vi sætter tempoet ned, melder os ud af karakterræset og ser hinanden i øjnene i stedet – så må I ændre jeres tankegang.

Vi forstår jer godt. Vi ved, hvor hårdt I har knoklet. Vi ved, hvor meget I har kæmpet for os, og hvor bevidste, taknemlige og ansvarsfulde vi bør være.

Men det nytter intet. Vi kan ikke fortsætte med at overpræstere hver eneste gang, vi foretager os noget.