Tænk, hvis vi stoppede med at betragte mænd, som nogle man skal være bange for

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg bliver så ked af det, når jeg læser om sagen med en midaldrende mand, der har sat nogle ord på Kim Wall – også selvom hans efterfølgende undskyldning blev bragt i Jyllands-Postens webavis d. 25/1.

Mine tanker ryger tilbage til en oplevelse, jeg havde, da jeg var 16 år og gik på efterskole.

Jeg havde valgt valgfaget metalsløjd sammen med en veninde. Vi var de eneste piger på holdet, og jeg syntes, det var sjovt at klæde mig ud som en af de der kalenderpiger, der hænger på væggene i sådan nogle værksteder. Derfor troppede jeg op i en meget stram og meget nedringet top og store, løse overalls, når vi havde metalsløjd. På den måde kunne man se ret meget af min 16-årige barm og et stykke mavehud i siden. Jeg gjorde det vel nok for at provokere og prøve grænser af, og fordi jeg syntes, det var sjovt.

En aften kommer min klasselærer op på mit værelse og lægger an til en seriøs snak. Hun fortæller mig, at metalsløjdlæren har bedt hende bede mig om at tage noget mere tøj på i undervisningen. Hun fortæller mig, at han er bekymret for de andre unge drenges reaktioner, fordi de er unge og uerfarne ift. piger. Jeg husker, at jeg får det fysisk dårligt og helt umotiveret begynder at græde. Jeg undskylder, hvis jeg har krænket nogen. Det var ikke min intention, og jeg kan pludseligt ikke huske, hvorfor jeg tog det tøj på, og hvorfor jeg havde behov for at skille mig ud og provokere. Det er første gang, jeg rigtigt oplever, at min krop er politisk. En ting er følelsen af, at jeg har overtrådt andres grænser, og at nogen har oplevet mig som grænseløs. En anden ting er, at det er blevet debatteret mellem lærerne på skolen. Metalsløjdlæren ville ikke selv sige det til mig, men bad min kvindelige klasselærer om at give mig besked om min grænseoverskridende adfærd.

Jeg kan huske fornemmelsen af at skulle ignorere min egen lyst til at forsvinde og slæbe mig selv ned til metalsløjd – nu mere påklædt og med nedslået blik. Skammen over at være for meget, over at fylde for meget, over at være for grænsesøgende.

I dag tænker jeg på den oplevelse. Gad vide om debatten på lærerværelset også handlede om at beskytte mig fra drengene. Det forstod jeg ikke rigtigt den gang. Jeg havde aldrig følt mig truet. Jeg havde en tillid til, at de drenge ville mig det bedste. De var jo mine venner på et trygt sted. Når Jens Christian Grøndahl udtaler sig om Kim Wall i Femina: ”Her er en pige, der søger (…) usædvanlige situationer, en pige, der godt kan lide at sætte sig selv på spil, og en pige, som har meget frihed og frimodighed i sig”, så er jeg ret sikker på, at de har sagt det samme på det lærerværelse. Og at den irettesættelse, jeg fik, handlede om at beskytte mig og lære mig at passe på. Beskytte mig fra drengenes reaktioner. Fordi en ansvarlig pige er en pige, der passer på.

Det modsatte af, hvad Jens Christian Grøndahl siger, er: ”en fornuftig pige er en pige, der ikke sætter sig selv i spil. En pige uden frihed. En pige, der er bange.” Og det er så, hvad vi skal lære vores piger at være. At være lidt mere bange. At være lidt mindre frimodige. De skal være bange for mænd. Bange for andre mennesker. Det er ansvarligt at være bange. Og selvom han undskylder sine ord i dag, så letter det ikke rigtigt. De ord repræsenterer nogle værdier og nogle rationaler, der er helt almindelige og som til tider får masser af plads og taletid.

Rationalet er, at mænd er rovdyr, og derfor skal mænd beskytte deres kvinder fra andre mænd. Tænk, hvis vi stoppede med at betragte mænd, som nogle man skal være bange for. Tænk, hvis kvinder kunne være frie til at kigge lige ind i kameraet, som Kim Wall uden at skulle anklages for at være for frie. Tænk, hvis ikke kun mænd havde retten til at søge eventyr, men også kvinder var frie til det.

Jeg kender mange kvinder, der ikke tør deltage i debatter på Facebook, fordi de er bange for at være for meget, ikke være kloge nok, ikke være ”likeable”. Jeg kender kvinder, der er bange for at bevæge sig frit rundt. De her kvinder bekræftes hermed i, at det er klogt, det de gør. Fortsæt med at være bange. Det er pissegodt at være bange for mænd. Lad være med at kigge lige ind i kameraet. Du kan få tæsk, hvis du kigger lige ind i det.

Jeg håber, at min datter bliver lige så modig som Kim Wall, og jeg håber aldrig, at min datter kommer til at læse den latterlige artikel i Femina.