Hvis der var lønfest, var vi ikke inviteret

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

10 års krisepolitik har præget de statslige arbejdspladser, og den offentlige sektor har over en bred kam været under konstant pres. Mantraet fra Finansministeriet har været, at »man skulle køre længere på literen.« Og det er man så blevet bedt om i takt med, at budgetterne er blevet skåret helt ind til benet. Konsekvensen er til at tage og føle på. Vilkårene for de 180.000 statsligt ansatte er og bliver fortsat væsentligt forringet, og servicen over for borgere og brugere påvirkes negativt. Det hænger ikke sammen.

Som faglige organisationer anerkender vi, at også den offentlige sektor må holde for, når landets økonomi er under pres. Derfor har vi ved overenskomstforhandlingerne i 2011, 2013 og 2015 indgået aftaler, som har betydet meget beskedne lønstigninger til vores medlemmer. Det har de ansatte accepteret uden brok, ligesom de ansatte også har accepteret at løbe hurtigere og hurtigere hver gang, der er kommet flere og nye opgaver til.

Men der er grænser for, hvor hurtigt et menneske kan løbe uden at få mere benzin på motoren. Der er i den grad også grænser for, hvor mange gange vores medlemmer kan acceptere at skulle løbe hurtigere i takt med, at de hører deres arbejdsgiver råbe op om, at der har været lønfest i det offentlige.

Finansministeriets udmelding om lønfest og løngab bygger på en politisk motiveret regneøvelse, hvor sandhedsværdien fuldstændig afhænger af, hvilket år der er udgangspunkt for lønopgørelsen. Faktum er, at de offentligt ansatte gennem kriseårene har accepteret minimale lønstigninger, fordi alle i samfundet helt naturligt måtte tilpasse sig den ændrede økonomiske situation.

Hvis der har været en lønfest, så var vores medlemmer ikke inviteret.

Vi har mellem parterne aftalt en reguleringsordning, og den virker efter hensigten. I nogle perioder ligger vores medlemmers løn under lønnen i det private, og i perioder ligger den lidt over. Men set over tid er lønudviklingen parallel, præcist som det er aftalt, den skal være.

Løber de private lønninger fra de offentlige, så drænes sektoren for god arbejdskraft – og hvem skal så udføre skattekontrol, bekæmpe miljøforureningen, uddanne vores børn og unge, skabe tryghed i gaderne og hjælpe de ældre?

Finansministeriets konsekvente underfinansiering betyder, at betalte fridage inddrages, at lokal løndannelse reelt bliver tidsspilde, og at hverdagen for 180.000 statsligt ansatte bliver så anstrengt, at det er svært at udføre sit job ordentligt og med respekt for dem, man betjener. Derfor siger vi nu i fællesskab: Nok er nok.

Det bliver aldrig okay at forringe medarbejdernes vilkår for at skabe plus på bundlinjen. Og i en situation med økonomisk fremgang i Danmark, er det ikke bare uacceptabelt – det er direkte useriøst. Det samme gælder arbejdsgivere, som uden for forhandlingslokalet forsøger at afskaffe de statsansattes betalte spisepause under dække af ledelsesretten. En afskaffelse af den betalte spisepause betyder på godt dansk, at arbejdstiden med ét hug og uden forhandling eller lønkompensation forøges med 2,5 time om ugen – eller set over et år med mere end tre ugers ekstra arbejde, uden at lønnen følger med.

Det hænger ikke sammen. Den betalte spisepause er og har altid været en integreret del af overenskomsten.

Trods en ærgerlig optakt ser vi frem til forhandlingerne med ministeren for offentlig innovation. Og vi kommer til bordet med krav, der afspejler en dansk økonomi, der er sund og stærk, og med krav, som gør op med den aggressive arbejdsgiveradfærd, vi har været vidne til de seneste år.

De 180.000 statsligt ansatte skal have vilkår, der gør det muligt at levere ydelser, som fremmer en stærk offentlig og privat sektor – ydelser, der er med til at løfte velfærden for børn, unge, voksne og ældre.

Nye tider presser sig på og kalder på endnu bedre uddannelse, mere sundhed, styrket politi, kriminalforsorg og forsvar, skattekontrol, professionel administration og fødevaresikkerhed. Bare for at nævne nogle af de vigtige statslige indsatsområder.

Vi kommer til forhandlingsbordet for at forhandle. Og for at lave aftaler. Løn og vilkår for de ansatte er ikke noget, arbejdsgiverne ensidigt bestemmer. Det er historisk set noget, arbejdsmarkedets parter bliver enige om. Så vil man ændre noget, må man aftale sig frem til det.

De statslige arbejdspladser, og den service de ansatte leverer, handler om mennesker. Når Finansministeriet har stirret sig blind på politisk betonede regneark og grafer, er det et udtryk for en rigtig ærgerlig tankegang. Vi er desværre endt et sted, hvor Finansministeriet kun ser 180.000 statsligt ansatte og det offentlige generelt som en udgift og ikke som en sikkerhed for kvalitet og effektivitet til glæde og gavn for alle danskere.

Nok er nok. Ikke alene af hensyn til vores medlemmer, men af hensyn til os alle.