Klimakatastrofe med akryl og silikone

Visse lyspunkter er der vel derfor i, at EU tilsyneladende fortsat agter at ratificere den ellers temmelig forkætrede Kyoto-aftale nu til sommer. Det rokker dog ikke ved, at aftalen i praksis intet kommer til at betyde for det globale klima.

Derimod synes det sikkert, at de foranstaltninger, der vil blive truffet for at opnå de tilsigtede reduktioner af CO ₂-udledningerne, i en anden forstand vil forværre klimaet, nemlig indeklimaet, som mange steder i forvejen er katastrofalt dårligt.

Med udsigt til, at husene vil blive pakket om muligt endnu mere ind i plast, silikone, akryl og andet godt fra byggemarkedet, er der imidlertid al mulig grund til at blive opmærksom på, at det, der er et påtrængende behov for rundt omkring, er: ventilationsteknologi.

Naturligvis kommer det let til at medføre ekstra energiforbrug at sørge for et ordentligt indeklima med frisk luft og god ventilation, og hvis denne energi skal produceres uden "forurening" af atmosfæren med CO ₂ m.m., må Danmark såvel som andre lande blive nødt til atter at tage kernekraften med i betragtning.

Siden 1985, da Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Venstresocialisterne og Det Radikale Venstre ved en folketingsbeslutning sørgede for at få fejet kernekraften ind under et tykt gulvtæppe herhjemme, har der fra politisk hold været forbløffende enighed om at tie stille om denne miljøvenlige energikilde.

Nu må det til gengæld være på tide at få trukket det røde tæppe fra 1985 til side og lade kernekraften komme med i betragtning på lige linje med andre stuerene energikilder. Niels Bohrs fædreland burde være oplagt til at gå i front på dette område, og i modsætning til den skammelige gulvtæppepolitik ville det samtidig tjene Bohrs eftermæle til ære at følge op på hans egne bestræbelser for at fremme den fredelige udnyttelse af energien i atomernes kerner.

I øvrigt er det vist så godt som stensikkert, at andre ellers vil sørge for, at kernekraften får sin centrale placering i Kyoto-manegen.